Professional Documents
Culture Documents
Forkortelser:
Rask bruger en del forkortelser. Dels er teksten oprindeligt et
foredragsmanuskript, dels var man dengang mere økonomisk med skriften,
for at spare på sættetyper og papir. En del af forkortelserne har jeg af
hensyn til forståeligheden valgt at opløse. Ikke mindst der, hvor de står for
sproglige begreber, som Rask selv skabte.
1
De vigtigste forkortelser anvendt af Rask:
1 P. = 1. Person (og tilsvarende 2. P. etc.)
Anm. = Anmærkning
e. Kr. = efter Kristi fødsel
Ejef. = Ejefald (genitiv)
f. E. = for eksempel
f. Kr. = før Kristi fødsel
Fl. = Flertal (pluralis)
Fratagef. = Fratagefald (ablativ)
Gjenstandsf. = Gjenstandsfald (akkusativ)
Go. = Gjerningsord (verbum)
Ha. = Hankjön (maskulinum)
Hensynsf. = Hensynsfald (dativ)
Hu. = Hunkjön (femininum)
Intk. = Intetkjön (neutrum)
Isl. = Islandsk
kald. = kaldæisk
Mœsog. = Mœsogotisk
nl. = navnlig
No. = Navneord (substantiv)
Nævnef. = Nævnefald (nominativ)
o. m. fl. = og mange flere
pers. = persisk
Prof. = Professor
Redskabsf. = Redskabsfald (instrumentalis)
Sanskr. = Sanskrit
Stedo. = stedord (pronomen)
To. = Tillægsord (adjektiv)
Udråbsf. = Udråbsfald (vokativ)
zend. = zendisk
2
Denne Afhandling er indrykket i Skandinavisk Litteratur
Selskabs Skrifter; 21. Bind. Kbh. 1826. Samme År blev den
oversat på Tysk af von der Hagen. 1834 er Afhandlingen
oversat på engelsk i The Transactions of the Royal Asiatic
Society of Great Britain and Ireland, Vol. 3th.
Det gamle fordum så mægtige persiske Folk udgør unægtelig et
såre betydeligt Led i Kæden af den japetiske Menneskeæt1,
hvad enten vi betragte dens Bedrifter, dens Tænkning eller dens
Tungemål. Men hvad man indtil Sidstningen af forrige
Hundredår vidste om dette Folk, var næsten aldeles hentet fra
fremmede; efterdi de eneste Kilder fra Persien selv, nemlig de
zendiske og pehlviske Brudstykker, som høre til Zend-Avesta,
endnu ikke vare bekjendte i Evropa. Såsnart det var lykkets
mig at komme i Besiddelse af disse sjældne Skatte, var det
naturligvis det förste Spørgsmål jeg gjorde mig: Ere disse
Lævninger også virkelig fra hine Tider, da Zoroasters Lære
blomstrede? og er det Sprog, hvori de ere affattede, virkelig
den ældgamle persiske eller mediske Tunge? uden foreløbig
nogenledes fyldestgørende Besvarelse af disse Spørgsmål,
vilde nemlig Tiden, som opofredes til at ransage hine
Lævninger, være ilde anvendt. Undersøgelsen bragde mig til
fuldkomneste Overbevisning om Ægtheden af disse Oldskrifter
og Oldsprog, og det er nogle af mine vigtigste Grunde herfor
og Betænkninger herover, hvortil jeg i Aften vil udbede mig
Selskabets Opmærksomhed.
Aldrig såsnart havde Anquetil du Perron udgivet sin franske
Zendavesta, för den blev angrebet fra alle Sider; jeg vil ikke
tale om William Jones Lettre à Monsieur A*** du P***, et
Nidskrift fuldt af Gift og Galde, og Forfatterens Navn aldeles
1 Den hvortil vi selv høre, det sædvanlige Navn, den kavkasiske, passer nemlig meget ilde, da
de allerfleste Beboere af Kavkasus høre til andre Folkeætter. Jf. Dynasties du second livre de
Manethon par le comte Jean Potocki, à Florence 1803. S. 39.
3
uværdigt; men også alvorligere Granskere modsagde dens og
Zendsprogets Ægthed. Anquetils Mangel på klassisk især
græsk og braminsk Lærdom, og altså på Kritik, samt hans tyske
Oversætter Kleukers Sværmeri for sin vist nok store og skønne
Gjenstand blottede ofte disse fortjenstfulde Mænd for
Modstandernes Angreb, uden at hine Oldskrifter, så vidt jeg
skønner, derved i ringeste Måde anfægtedes; de bleve vistnok
også angrebne og det alvorlig; men alle disse Angreb gå dog i
Grunden ud over Bearbejderne.
Jeg vil ikke oprippe Meiners og Kammerherre Hennings
Indvendinger, der ere tilbageviste af Heeren, Tychsen o. a., da
Krigen, hvori disse Helte fægtede, synes at være tilendebragt.
Men en nyere, ligeså lærd som sindrig Modstander, Hr. William
Erskine i Bombaj, hvis personlige Bekjendtskab jeg på min
Rejse havde den Lykke at erholde, har uden Hensyn på, ja
måskje uden synderlig Kundskab om den gamle Strid om
Zendavesta på Evropas Fastland,
forsøgt aldeles at kuldkaste
Farsernes Oldskrifter i tvende
Afhandlinger, indførte i det
bombajske Selskabs Skrifter, 2
Bd. Hans Hovedangreb rammer
dog egentlig et andet gammelt
Religionsskriit, kaldet Desátir,
som ikke tilskrives Zoroaster, ej
heller antages af hans
Tilhængere, skønt det vel står i
Forbindelse med deres Historie,
som jeg derfor heller ikke her vil
påtage mig at forsvare: men hans
Forestillinger om Zendavesta,
fremsatte i et Brev „on the sacred Books and Religion of the
4
Pársis", ere dog af den Beskaffenhed, at de, hvis de befandtes
grundede, vilde berøve hine Bøger næsten al Tiltro og Værdi;
det er derfor herpå jeg især har henvendt min Opmærksomhed.
Anquetil du Perron, som först bragde Zendbøgerne til
Evropa og oversatte dem på Fransk, tvivlede ikke på 1) at Zend
var Mediens gamle Tungemål, og 2) at de deri forfattede Bøger
vare Zoroasters ægte Verker, følgelig skrevne 5 til 6 Hundredår
för vor Tidsregnings Begyndelse. William Erskine derimod
antager 1) Zend for en Sprogart af Sanskrit, indført fra Indien
til religiøst Brug, men aldrig talt af Folket i nogen Del af
Persien, og 2) Zendbøgerne for at være forfattede eller i det
mindste gjenopskrevne efter Hukommelsen, forandrede,
forøgede og bragte i deres nuværende Skik under Ardeshír
Babegáns Regjering, omtrent 230 År efter Kristus; men vi
skulle se at denne Forestilling, skönt understøttet med mange
deltagelige Bemærkninger, er indviklet i de uforklarligste
Vanskeligheder og Modsigelser.
Først er det mærkværdigt at mange Lærde, hvoriblandt
William Jones, have formodet tværtimod at Sanskrit var et
fremmed Sprog indført i Indien fra Iran, og man kan ikke andet
end finde dette meget mere sandsynligt, forudsat at den store
Erobring, som udbredte Sanskrit over den hele nordlige og
allerstörste Del af For-Indien, gik for sig för Historiens
Begyndelse; ti det er klart at alle Sprogarter i Hindustan
såvelsom Guzeratiskog Alahrattisk nedstamme fornemmelig
fra Sanskrit, og at dette følgelig må have været indført i Indien
förend de opstode, ligesom Latin må være udbredt over
Spanien og Gallien, förend Spansk, Portugisisk og Fransk
kunde opkomme. Men når man betænker at Telugisk, Tamulisk,
Kanaræisk og Maleiálim i Henseende til den indre
Sprogbygning såvelsom det oprindelige Ordforråd ere aldeles
forskjellige fra Sanskrit og derimod stemme overens med de
5
tatariske og finniske Familier i Mellem- og Nord-asien, så vil
man finde det rimeligt at en særegen og overordentlig udbredt
Folkeæt, som man kunde kalde den skytiske, i du ældste Tider
har strakt sig fra Ishavet til det indiske Verdenshav, indtil
Kæden blev afbrudt ved indtrængende Folk af vor Æt, som jeg
kalder den japetishe, der kom fra Østpersien, og tog hele det
egentlige Hindustan2 og noget af Dekkhan i Besiddelse, så at
de gamle og egentlige Indianer blot beholdt det meste af
Karnátik og noget af Dekkhan. Når man ved et Öjekast på
Kartet bemærker, hvorledes de omtalte Old-indianer,
Malabarer, Kanaræer, Teluger o.s.v. nu bebo den sydligste
Spids, samt den østlige Kyst i en lang smal Strækning, vil man
finde det sandsynligt, at de ere drevne i denne Stilling ved den
uimodståelige Ström af et indtrængende krigersk Folk fra Vest
eller egentlig Nordvest. Flere Omstændigheder bestyrke denne
Formodning meget, f. E. Braminernes hvide Ansigtsfarve,
forskjellig fra de øvrige Kasters mörke eller sorte Lød.
Sprogenes Forholde synes at udvise det samme. Skönt nemlig
alle Tungemål i den nordlige Del af Landet nedstamme fra
Sanskrit, indeholde de dog en god Del Ord af fremmed og
ubekjendt Oprindelse, f. E. i Hindustansk ( روڐيrúþí) Brød,
( ڐوپيþópí) Hat, o. m. fl. disse gjenfindes i Tamulisk og andre
malebariske Sprog, og synes således at være Lævninger fra
Oldindbyggerne, der ikke bleve ganske udryddede eller
uddrevne, skönt aldeles overvældede af Erobrerne. Ligesom
man endnu i Engelsk vil finde enkelte kymriske Ord, f. E
apron, Forklæde, hog, en Galt, o. desl., der endnu ere
Lævninger fra Landets gamle Beboere Kymrer eller Britter,
uagtet vist nok de allerfleste bleve fortrængte til Væles og
2 Det er sædvanligt at dele Forindien i tre store skönt ulige Dele; den nordligste, som egentlig
kaldes Hindústán, strækker sig til Floden Nerbudda; den mellemste, Dekhan, begrændses mod
Sönden af Floden Krishna; den sydligste, Karnátik, indbefatter Sydspidsen af Landet imellem
Krishna og Havet.
6
Bretanje.
Men, at komme tilbage til Persien, da tillægger Erskine uden
Tvivl den Omstændighed alt for megen Vægt, at Zend ikke
nævnes iblandt de andre ironiske Sprogarter i Fortalen til
Ferhengi-Jehángírí, hvor Forfatteren giver en Udsigt over alle
Afarter af gammel Persisk. Dette viser blot, synes mig, at den
muhammedanske Forfatter ikke havde drevet sine
Undersøgelser over Gebrernes Oldhistorie såvidt; men, da han
vidste at Pehleví var et Oldsprog blandt Gebrerne, har ladet sig
nöje dermed, og forestilt sig at alle deres Oldskrifter vare
skrevne deri, hvilken Fejltagelse jeg selv oftere har bemærket
hos ellers vel underrettede Evropæere i Indien; ja endog Hyde
tog fejl af disse Sprog3. I alt Fald er det ikke mere forunderligt
end at Firdousi ikke med et eneste Ord omtaler det mediske
Kongehus, hvilket Erskine selv bemærker (S. 309. L. 25).
Sagen er at den muhammedanske Forfatter havde intet Begreb
om hin fjærne Hedenold, og anså det ikke Umagen værd at
begranske den i Gebrernes eller Grækernes Bøger. Erskine
anfører også (S. 307) et Træk, af Emir Abdalla ben Taher i
Xorasan, der viser Muselmændenes Tænkemåde i slige Sager.
Man bragde ham nemlig den oldpersiske Bog om Wamiks og
Adhras Kærlighed, som i sin Tid havde været Nushirván
tilegnet; hvorpå han svarede "Vi læse Koranen, vi behøve ingen
Bøger uden Koranen og Sagnene, de andre ere unyttige; denne
er et Verk af Magerne, og er ond i vore Öjne," hvorpå han lod
den kaste i Vandet, og forordnede at alle andre oldpersiske
Bøger, som man kunde overkomme, på samme Måde skulde
ødelægges. Desuden vilde Undersøgelsen af Zend og Pehleví i
den fuldkomne Mangel af Hjælpemidler ingenlunde være let,
men snarere umulig for en Muselmand i Persien. Hvad ellers
den omtalte Udsigt over de iraniske Sprogarter angår, da er den
3 Se Anquetil du Perrons vie de Zoroastre i hans Zendavesta S. 2 Anm. 1
7
åbenbar ufuldstændig: der anføres 7, af hvilke 4 høre til
Østpersien, nemlig Soghdi i Soghd, Herví i Xorasan med
Staden Herat, Zavelí i Zabulistán, og Segzí i Sejistán; de andre
tre ere at sætte vesten for den store persiske Ørken, nemlig
Fársí og Derí (Hof-sproget af Fársí), i Fársistán (det gamle
Persis) og endelig Pehleví efter Erskines sindrige og såre
heldige Formodning4 på Rigets vestlige Grændse i Xuzistán og
Luristán. Når man nu koster et Öje på Kartet, ser man her intet
Sprog er tillagt Landskaberne Shirván, Gilán, Aderbeiján, Iraq
og Kurdistan, kort det hele gamle Medien i dets störste
Udstrækning, som et af de mægtigste Kongeriger i Evropa, og
just det Land, hvor Zoroaster efter ethvert Oldsagn skal have
levet, hvor Ilddyrkelsens Hovedsæde var, hvor den hellige Ild
frembringes af selve Naturen, og i hvis mitterste Dels Navn,
Ader-beiján, det zendiske Ord på Ild, nemlig atars, er bevaret
indtil denne Dag, mere end 2000 År efter at Mediens gamle
Magt og Hæder er forsvunden. Af alt dette kan man med
Sikkerhed, mener jeg, slutte at Forfatteren af Ferhengi Jehan-
giri var aldeles ukyndig om Mediens Oldsprog, og følgelig
intet beviser; men at derimod Navnet Aderbeiján giver en stærk
Formodning om Rigtigheden af den almindelige Mening, at
Zend var Mediens gamle Sprog.
Erskine vedbliver dernæst således (S. 299) „Virkelig synes
der ingen Grund at være til at tro, at Zend nogensinde har været
et levende Sprog inden for det persiske Riges Grændser; det
har i enhver Henseende Mine af at være fremmed for Persien,
og dets Brug var rimeligvis, i dette Land, indskrænket til de
hellige Bøger. Man kan ikke være uvis om hvad Sprogklasse
det tilhører, det er aldeles Sanskrit" o. s. v. Herimod må jeg
4 Han udleder Navnet af pers. pehlú, Side, og antager det har været Sproget, som dannede sig i
Grændseprovinserne efter Babyloniens Erobring af Kyros; Sprogets Beskaffenhed synes også
uimodsigelig at godtgöre denne Mening, da en Halvdel om ikke mere deraf er semitisk, og
navnlig kaldaisk.
8
anmærke at Ligheden imellem Sanskrit og Zend ingenlunde er
tilstrækkelig til at begrunde denne dristige Gisning, ej heller
finder jeg nogen anden fyldestgörende Grund derfor. Græsk og
Latin, ja mer end noget andet Sprog i Evropa Littavisk ligner
Sanskrit nöje, og dog have de første været, det sidste er endnu
et levende Sprog, der tales i en såre lang Afstand fra Indien.
Ikke at tale om den oven anførte Formodning, at Sanskrit
måskje i den fjærneste Hedenold af et erobrende Folk fra
Persien er blevet udbredt over Indien, hvilket fortræffelig vilde
forklare os Slægtskabet imellem Zend og Sanskrit.
Forskjellen imellem Pehleví og Fársi (d. e. Persisk) på den
ene og Zend på den anden Side, som Erskine dernæst beråber
sig på, godtgör heller ikke hans Gisning; ti Pehleví og Persisk
nedstamme jo ingenlunde umiddelbar og ligefrem fra Zend.
Mederne og Perserne vare to forskjellige samtidige Nabofolk,
deres Sprog kunne vel derfor have været beslægtede, uden at
det ene kan formodes at indeholde Forklaringen af alle Ord og
Indretninger i det andet; ligesom endnu Armenier og Perser ere
Naboer og Undersåtter af samme Enehersker, men tale ikke
desmindre såre forskjellige Sprog. Hertil kommer at alle
Lævninger af det ene sædvanligvis formodes at være skrevne
500 År f. K r., hvorimod de ældste Bøger af det andet næppe
stige op til 900 e. Kr. Her er altså en Tidsafstand af 1400 År, i
hvilken Tid Fársí, som vedblev at være et levende Sprog,
naturligvis måtte undergå uendelige Forandringer, især da
Landet imidlertid to Gange var aldeles oversvömmet og
undertrykt af fremmede, først Parther siden Araber. Hvad
Pehleví angår så er det vel i Tiden nærmere ved Zend, men i
Stedet fjærnere, og da det desuden öjensynlig er blandet med
Kaldaisk og Syrisk, bor man endnu meget mindre vænte, at det
skulde stemme særdeles nöje overens med den ældgamle
Medisk.
9
Disse Betragtninger må allerede meget svække den anførte
Gisnings Sandsynlighed; men jeg tror desuden bestemt at
kunne vise, at Slægtskabet imellem Sanskrit og Zend er ikke så
nöje, at det kan göre dette til en blot Sprogart af hint, ej heller
Forskjellen imellem Zend og Persisk så stor, at den kan
retfærdiggöre nogen Mistanke om at hint skulde være et
fremmed Sprog, indført fra et andet Land. Selskabet ville her
tillade mig nogle Sprogbemærkninger, som ere uundgåelig
nødvendige til at dömme om et så yderlig ubekjendt Sprog; de
kunne måskje og have nogen Deltagelighed for Sprogelskere,
forsåvidt de ere uddragne ikke af Anquetils Ordregistre, men af
de nöjagtigste og ældste zendiske Håndskrifter, der findes i
Verden.
1. Zendsprogets Udtale og hele ydre Form er meget forskjellig
fra Sanskrit. Det har 12 enkelte Selvlyde, fjorten Tvelyde (ai,
ái, au, aú, ao, áo, ui, úi o. desl.) og trende Trelyde (aei, aoi,
aou) foruden de Stavelser, der dannes ved Medlydene y og w,
og det har 30 Medlyde. Der gives vel nogle få Figurer endnu,
da y har tvende ulige Skikkelser i Begyndelsen, og en tredie i
Mitten af Ordene, og w har én for Begyndelsen, en anden for
Mitten; men virkelig forskjellige enkelte Bogstaver gives der
kun de omtalte 42. Sanskrit derimod har vel også tolv enkelte
Selvlyde, men deraf ere fire aldeles fremmede for Zend, nemlig
æ, ǽ, ø, φ (eller som de pleje at skrives rï, rî, lï, lû). Det indiske
Oldsprog har kun to Tvelyde (ei, ou), og aldeles ingen Trelyd.
Af Medlydene har Zend hårdt f og v (forskjelligt fra w) samt de
arabiske Bogstaver غ، ق،خ، زog pers. ژ, hvilke syv Bogstaver
fattes i Devanágará: Sanskrit derimod har 10 åndende stumme
Bogstaver, men af alle disse har Zendsproget kun ét eneste nl.
th, det fattes desuden l og det indiske Visargah eller arab. ð i
Enden af Ordene, altså i alt 11 af det indiske Oldsprogs
Medlyde. Af denne Sammenligning ses, at Sanskrit og Zend
10
ere mere forskjellige i Henseende til de enkelte Lyde end
Græsk og Islandsk, hvilket synes nok til ikke at anse det ene
ligefrem for en Afart af det andet. Det er mærkværdigt at
Armenisk, der som bekjendt er et ældgammelt Grundsprog tæt
ved Medien, besidder alle syv nysanførte zendiske Medlyde
som fattes i Sanskrit. Også det andet umiddelbar til det gamle
Medien grændsende Sprog, Fársi, har alle disse Bogstaver i
ægte persiske (ikke arab.) Ord; f. E. i افتاب، Sol; اغاز,
Begyndelse; چاقو, Kniv; دختر, Datter; زنگ، Rust. Denne
Overensstemmelse i Lyd med de andre iraniske Nabosprog, og
Forskjellighed fra de indiske, synes lydelig at tilbagekalde
Zend fra Indien til den gamle Plads, der tillagdes det af
Anquetil du Perron efter den almindelige Formening.
2. Zendsprogets indre böjningssystem eller Form-ordning
stemmer ikke blot overens med Sanskrit, men nærmer sig i
adskillige Tilfælde mere til den frygiske (eller Irakiske)
Sprogklasse, og er i andre ganske ejendommelig, hvilket synes
at vise at dette Tungemål er et eget Sprog, der bör ordnes
imellem Sanskrit og Græsk, netop som Medien er beliggende
midt imellem Indien og Grækenland. Som Bilag til denne
Bemærkning må tjene følgende: Den første (åbne) Hovedart af
Navneord i Sanskrit, nl. de på aM, ah, á, de græske på ον, ος, η,
endes i Zend på (æm, ó, (æ). De andre Klasser af Navneord i
Sanskr. og Græsk findes også her at endes på is, us (svarende
til den 4. Böjnm. i Latinen). Intetkönsordene på ος, us, i. E.
γενος,, genus, endes her på ó, og have en ganske særegen
Böjning. Til Prøve på den zendiske Bøjning af Navneordene vil
jeg anføre nogle Forholdsformer i Entallet af Ordene
Zaraþustro, Zoraster, paitis, en Herre; manó, Sind; (sanskr.
patih, manah) det sidste er af Intetkönnet.
11
Nævnef. Zaroþustró paitis manó
Udråbsf. Zaraþustra paiti (manó)
Gjenstandsf. Zuraþustræm pakim mano
Redskabsf. — — manağha
Hensynsf. Zaraþustrái paite manağhe
Fratagef. Zaraþustráth paitóis manağhó
Ejef. Zaraþustrahe paitois manağhó.