Eksamensnoter til fordjelseskanalen + accessoriske fordjelseskirtler

Marieb side 665 99 og Geneser side 479 542 Fordjelsessystemet bestr af flgende organer: Mundhulen Svlget Spiserret Maveskken Tyndtarmen o 12-finger tarmen (duodenum) o Jujunum (verste del) o Ileum (nederste del) Tyktarmen o Caecum o Colon o Rectum Accessoriske fordjelseskirtler o Spytkirtlerne o Leveren o Bugspytkirtlen Generel funktion: Srger for effektiv optagelse af livsndvendige stoffer (nringsstoffer, vand, vitaminer, mineraler osv.). De komplekse molekyler fden betr af nedbrydes til simple molekyler, der herefter kan transporteres over i blodkredslbet eller lymfesystemet og fordeles i kroppen. Derp sker der en absorption af nedbrydningsprodukterne, og de ufordjede eller uabsorberbare bestanddele udskilles sammen med slim, bakterier og afstdte celler i form af affring. De accessoriske fordjelseskirtler er beliggende udenfor selve fordjelseskanalens vg, men er udviklet er udviklet fra dennes epithelialbekldning, hvorfor de har udfrelsesgange, der munder ud i fordjelseskanalen.

Side 1 af 31

Mundhulen: Den kaldes ogs for cavum oris p latin. Det er her det frste i fordjelsen sker. Her sker bde en mekanisk medbrydning, som tnderne str for, og en kemisk nedbrydning, som enzymerne i spyttet str for. Tnderne har til opgave at bide maden over og tykke den, mens tungens opgave er at styre maden rundt i munden, lte den og blande den med spyt. Tanden bestr af en krone, som er omgivet af emalje (give den glatte overflade), en hals og en rod. Tanden er dannet af et srligt knoglevv kaldet dentin. Tungen bestr af tvrstribet muskulatur, hvis overflade bestr af flerlaget pladeepithel. Tungen er fstnet til tungebenet. Tungens overflade er dkket af papiller, og p siderne af papillerne sidder smagslgene. Maden skal vre oplst i spyttet, fr at smagslgene bliver pvirket. Smagslgene kan opfatte surt, sdt, bitter og salt. Smagsindtrykket opstr som en kombination af smagssansen og lugtesansen. Spytkirtlerne udskiller spyt, nr der kommer mad i munden. Ogs tanken om mad og synet eller lugten af mad kan stte spytsekretionen i gang. Noget spyt dannes hele tiden fra mindre spytkirtler i mundslimhinden. Dette er ndvendigt for at holde mundslimhinden fugtig og for at holde tnderne rene. Der dannes ca. 1 spyt i dgnet. Foruden vand inderholder spyt ogs mucin, spytamylase og enzymer, der er med til at drbe bakterier i munden ved at

Side 2 af 31

oplse deres cellevgge. pH-vrdien for spyt er ca. 7, da det er spytamylasens pH-optimum. Mundhulens funktion er, at findele fden og blanding med spyt Svlget: P latinsk hedder svlget pharynx, og det strkker sig fra kraniets basis til spiserret, som det fortstter i. Fortil str svlget i forbindelse med nsehule, mundhule og strubehovedet. Den blde gane adskiller ufuldstndigt en vre region (pars nasalis), fra en nedre, der bestr af pars oralis og pars laryngea. Svlget bestr af skeletmuskulatur i tunica muscularis, og den har en ret kompliceret makroskopisk udformning. Spiserret: Kaldes ogs for oesophagus. Spiserret er ca. 25cm langt og trkker sig fra overkanten af strubehovedet til mavemunden. Fden transporteres gennem spiserret vha. peristaltiske bevgelser. Disse bevgelser er en fremadskridende blge af kontraktioner i den cirkulre muskulatur i spiserret. Bevgelsen sttes i gang, nr spiserret udvides af noget mad. Nr der ikke er noget mad i spiserret, er rret klappet sammen. Hele turen gennem spiserret tager ca. 10sek. Selvom man str p hovedet, bliver maden frt i den rigtige retning, s tyngdekraften har ikke den store indflydelse p transporten

Side 3 af 31

Spiserrets funktion er udelukkende transport

Figur 18-29 - tvrsnit gennem spiserrsvggen (HE, x15)

Spiserret er opbygget af flere lag, hvor den tttest p lumen er tunica mucosa. Tunica mucosa bestr af flerlaget pladeepithel, der er usdvanlig tyk. Epithelet er en fortsttelse af det flerlagede pladeepithel i svlget, mens der ved overgangen til maveskken cardiaregion (der hvor spiserret munder ud i maveskken) brat ndret til enlaget cylindrisk epithel. ndringen kan forekomme i de nederste 1 2cm af spiserret. Lamina propria bestr af lst bindevv, der kan indeholde lymfefollikler, der ofte er lokaliseret ved kirtlens udfrelsesgange. Lamina muscularis er meget tyk i spiserret, og bestr udelukkende af longitudinelt forlbende muskelfibre (muscularis mucosae bestr altid af glat muskulatur).

Side 4 af 31

Tele submucosa bestr af et moderat tt bindevv, der tillader udvidelse af lumen under synkning af fde, hvor de longitudinelle folder forsvinder Tunica mucularis er arrangeret i et indre cirkulrt og et ydre longitudinelt lag. I den verste del (ca. 1/3) af spiserret er der tvrstribet muskulatur, som bliver erstattet af flere og flere glatte muskelceller, og i den nederste 1/3 af spiserret er der kun glatte muskelceller. Tunica adventitia udgres af lst bindevv, der hfter spiserret til de omgivne strukturer. Spiserret bestr ogs af nogle cardiakitler, som er placeret slimhindens lamina propria, og forekommer kun i den allernederste del af spiserret. Maveskken:

Side 5 af 31

Maveskken kaldes ogs for ventriklen, da den oprindelig hedder ventriculus. Den funktion er at mekanisk at opblande og behandle (peristaltisk bevgelse), opbevaring, kemisk bearbejdelse med syre og enzymer. I maveskken bliver fden og mavesaften ltet sammen, proteiner bliver nedbrudt til polypeptider og peptider, nedbrydningen af stivelse bliver stoppet, B12-vitamin bliver bundet sammen med en intrinsic faktor (ndvendig for optagelsen af B12vitamin), og bakterierne bliver drbt af saltsyren. Maveskken har i alt tre kirteltyper og seks celletyper. Den udseende er, at overfladen er fljlsagtig med folder og tragtformede fordybninger. Maveskken kan typisk rumme 1 1,5L. Den fungerer som reservoir for maden (opholder sig i ca. 4 timer alt efter hvor lipidrig ens dit er) og er derfor forsynet med et ekstra muskellag, og det lag medvirker til, at maveskken kan udvide sig i alle retninger. P overgangen mellem spiserret og maveskken danner den cirkulre muskulatur nederst i spiserret en lukkemuskel (sphinter), som benvnes cardia. Maveskken ligger krummet med en stor udadbuet krumning mod venstre side og en mindre indadbuet krumning p hjre side. I maveskken bestr slimhinderne af enlaget cylinderepithel forsynet med kirtler. Disse kirtler danner 2 3L mavesaft om dagen, og saften indeholder vand, pepsin, saltsyre, bicarbonatholdigt mucin og intrinsic factor. I den nederste del af maveskken indeholder slimhinderne hormonproducerende kirtler, der laver gastrin. Gastrin fremmer udskillelsen af pepsinogen, saltsyre og bicarbatholdigt bugspyt. Det bicarbonatholdige mucin udgr et tyndt slimlag, som dkker maveskkens overflade. Slimlaget beskytter slimhinden fra at blive tset af saltsyren og nedbrudt af pepsin. Saltsyren slr bakterierne ihjel i mindre madklumper og er med til at f spytamylase til at holde op med at virke. Saltsyren spalter de forskellige enzymer i maden til polypeptider eller peptider.

Side 6 af 31

Genesers mikroskopprogram ikke indeholder figur 18-34 og 18-36 fra bogen. S derfor husk at kigge i bogen, hvis du gerne vil se mikroskopbilleder fra maveskken. Maveskken opdeles ogs i alle de der Tunicaer, som resten af fordjelsessystemet ogs inddeles i. I tunica mucosa er slimhinden tyk og har en bld fljlsagtig overflade. Overfladeepithelet fortstter ned i foveolae og er ens i alle dele af maveskken, men derimod er kirtlerne forskellige alt efter hvor i maveskken, man er. Hele overfladeepithelet samt foveolae bekldes af et hjt nlaget cylinderepithel. Alle overfladeepithelceller producerer alle sammen slim, og tilsammen udgr alle cellerne en secernerende epithelflade. Slimet bestr af sejt mucin, der klber til slimhinden i form af et lag, der er flere hundrede mikrometer tykt. Overfladeepithelcellerne producerer ogs bicarbonat, som binder sig til mucinlaget, og derp gres laget basisk. Det basiske lag fungerer som en buffer overfor saltsyren, der fra lumen diffunderer ind i slimlaget. Slimlaget har derfor en vigtig beskyttende funktion. Hvis epithelcellerne ikke hele tiden producere HCO3-, vil epitelcellerne nedbrydes meget hurtigt. Slimlaget udgr en vigtig del af det gastriske mucosa barriere. Slimlaget beskytter ogs mod andre kemiske stoffer fra fden som fx acetylsalicylsyre og alkohol. Som det kan ses p figur 18-36 i Geneser bogen, s bestr tunica mucosa af Corpus-Funduskirtler. I disse kirtler forekommer der fem forskellige celletyper, som er hovedceller, parietalceller, mukse halsceller, endokrine celler og stamceller. Hovedcellerne forekommer i strst antal, og disse celler er serse med basofil i den basale del. Granula i hovedcellerne indeholder pepsinogen, som er et inaktivt forstadium til pepsin. Pepsinogen aktiveres af saltsyren, da pepsinogen har et pH-optimum p ca. 2. Parietalcellerne er store og afrundede med runde mrke kerner, der er lokaliseret centralt. Cytoplasmaet er udtalt acidofilt (pga. det store antal mitokondrier), og derfor vil disse celler blive farvet rdt i HE-farvning. Parietalcellernes sekretionsprodukt, som er saltsyre, kan have en pH p ned til 0,8. Protonerne opstr i parietalcellernes cytoplasma ved dissociation af kulsyre, der er katalyseret af kulsyreanhydrase (bruger CO2 og vand). De dannede protoner bliver pumpet ud ad cellen og ud i lumen vha. H +-K+-ATPase.

Side 7 af 31

Chlorionerne bliver byttet ud med bicarbonationerne, og chlorionerne bliver passivt diffunderet ud i lumen. De mukse halsceller er indskudt imellem parietalcellerne i kirtlens halsdel. De er lavt cylindriske med en basal affladet kerne. De er lyse i HE-farvning, mens de i PAS-farvning er en anden farve (se figur 18-40 Geneser). Der findes ogs et ftal af stamceller, som er lokaliseret ved isthmusdelen af kitlen. Deres udseende er, at de er lavt cylindriske eller kubiske uden indhold af granula eller andre specifikke bestanddele i cytoplasmaet. De er i stand til at underg mitose og derp levere nye differentieret celler, som kan vandre fra isthmusdelen til overfladen eller ned i kirtlerne. Overfladeepithelet har en levetid p 3 4 dage, hvorp de afstdes og erstattes af nye celler. Der et pga. maveskkens barske milj (sur pH og pepsin), at udskiftningen sker s tit, fordi det tager meget hrdt p cellerne. Tyndtarmen:

Side 8 af 31

Tyndtarmens funktion er, at fordje den sidste del af nringsstofferne, som derp bliver absorberet lngere nede i tyndtarmen. Tyndtarmens overfladeareal er meget stort (over flere hundrede m2). Det skyldes villierne er mikrovillierne. Tyndtarmen inddeles i tre dele, hvor den frste er 12-fingertarmen (Duodenum). Lngden er ca. 25cm lang. Det er i 12-fingertarmen at fordjelsen af proteiner og kulhydrater fortstter, mens fordjelsen af lipider startes og afsluttes i 12-fingertarmen. Der sker ogs en absorption til blodet og lymfen vha. glade og bugspyt. 12-fingertarmen modtager bugspyt fra bugspytkirtlen (pancreas) og galde fra galdeblren og leveren.

Side 9 af 31

Tyndtarmsslimhinden bestr Figur 18-50 tyndtarmsslimhinden (HE, x65) ogs af alle de forskellige tunicaer. I tunica mucosa har slimhinden en evne til at absorbere de nedbrudte fdebestanddele, og den evne forstrkes strkt af forskellige strukturelle tr, der giver en meget betydelig forgelse af den luminale overflade. Plicae circularis besr af bde mucosa og submucosa og er med til at give en halvmneformede folder p omkring halvdelen lumen. Plicae circularis forger slimhindens overflade ca. 3 gange, og villi intestinales (lngde = ca. 1mm) forger overfladearealet yderligere 10 gange. Da hele tyndtarmen er besat af disse villis, s fr tarmen en fljlsagtigt udseende. Villierne er slimhindeudposninger, der bestr af en kerne af lst bindevv tilhrende
Side 10 af 31

lamina propria og er bekldt med epithel p overfladen. De Lieberkhnske krypter er ogs med til at forge overfladearealet. Disse krypter findes overalt i tarmen, men specielt i tyndtarmen udskiller de Lieberkhnske krypter slim (gennem hele tarmen) og lysozym (et enzym), som nedbryder gramnegative bakteriers cellevg og p den mde er med til at holde tyndtarmen bakteriefri. Slimhinden i tyndtarmsepithelet er bekldt med et enlaget cylinderepithel, der bestr af 6 celletyper: Absorptive celler o Hje cylindriske celler med basalt stillede ovale kerner. Den frie ovale kerne har en tydelig brstestrm o Cytoplasmaet indeholder mange mitokondrier, og har en temmelig veludviklet ER o Den aborptive funktion omfatter transport fra tarmlumen til blodog lymfekar af vand, uorganiske ioner og de nedbrudte nringssubstanser. Vand diffunderes vha. simpel diffusion, mens de uorganiske ioner optages vha. forskellige transportmekanismer Bgerceller o De er indlejret mellem de absorptive celler o Cellernes mucin farves kraftigt med PAS-farvning o Mucinet fra disse celler + de Brunnerske celler danner et lag, som klber til slimhinden og derp yder en beskyttelse Paneth celler o Forekommer i bunden af de Lieberkhnske krypter, som pyramideformet celler o Deres funktion er ikke kendt endnu Entero-endokrine celler o Findes spredt mellem bgercellerne og de absorptive celler o De indeholder alle granula lokaliseret basalt for kernen o Antallet af disse celler er strst i duodenum og jejunum og aftager efterhnden i ileum og yderligere i tyktarmen Stamceller o Er lokaliseret i de Lieberkhnske krypter o Cellerne kan bde vandre op, og blive til bgerceller og absorptive celler, og ned og blive til Paneth-celler M-celler

Side 11 af 31

o De udgr en funktionel del af det slimhindeassocierede lymfoide vv (MALT) Lamina propria i tunica mucosa bestr af et lst retikulrt bindevv, der er usdvanlig cellerigt. Lamina propria strkker sig op i villi og danner bindevvskernen i disse samt udfylder rummet mellem de Leiberkhnske krypter. Lamina muscularis mucosae bestr af et indre cirkulrt og et ydre longitudinelt lag. Fra det indre lag afgr spinkle strg af glatte muskelceller, der strkker sig fra ville og dannet et longitudielt bundt i den centrale del af disse. Ved kontraktion af disse strg fremkaldes aktiv bevgelse af villi, idet disse kontraherer sig til cirka den halve lngde flere gange i minuttet. Ved kontraktionen mindskes rumfanget besynderligt. Tela submucosa bestr af et relativt lst bindevv, hvori de strre blod- og lymfekar lber. Der ses desuden er der grupper af ganglieceller. Submucosa indeholder kun kirtler i duodenum, hvor de submukse Brunnerske kirtler springer direkte ind i dine jne. Disse kirtler forekommer ikke kun i submucosa, og er organiseret i grupper. Kirtlernes sekret er tyktflydende og mukst med en let basisk pH-vrdi. Sekretets funktion er at indg i det beskyttende slimhindelag, som klber til slimhinden p samme mde som mucinet i ventriklen beskytter dennes overfladeepithellag.

Side 12 af 31

Figur 18-56 - De sekretoriske endestykker i Brunnerkirtler i duodenum (HE, x275) Figur 18-55 - Brunnerkirtler i tela submucosa i duodenum (HE, x25)

Den sidste del af nedbrydningen af proteiner og kulhydrater sker i jejunum og ileum. Det er ogs her, at absorptionen af proteiner og kulhydrater finder sted. Der udskilles 2 3L tarmsaft i dgnet. Tarmsaften dannes af kirtelceller i tarmslimhinden. Saften bestr vand, mucin og bicarbonat (HCO 3-)(gr saften svag basisk og er med til at neutralisere saltsyren fra maveskken). Derudover danner epithelcellerne i tyndtarmen fordjelsesenzymer til nedbrydningen af peptider, disakkarider og nukleinsyrer. Enzymerne er knyttet il overfladen, hvor de spalter disse stoffer, lige inden stofferne bliver absorberet. Tyktarmen: Kaldes ogs for colon. I tyktarmen er der ikke flere nringsstoffer at nedbryde. Derfor inde holder tarmepithelet ikke enzymproducerende kirtler, men kun sm slimproducerende kirtelceller. Der skal i forhold til tyndtarmen heller ikke ske s stort en absorption af stoffer i tyktarmen, s overfalden behver ikke at vre s stor. Der er derfor kun f grove slimhinderfolder og ingen villi i tyktarmen. Tyktarmens funktion er at absorbere vand og uorganiskesalte (primrt NaCl), syntese af B12- og K-vitamin og transport. P den mde bliver affringen en fast masse. Slimen (mucin) i tyktarmen virker som smremiddel ved transporten og beskytter desuden slimhinden. Slimen bliver dannet af det store antal bgerceller, der findes.
Side 13 af 31

Tyktarmen inddeles i caecum (blindtarmen) hvorp appendix er tilkoblet, colon, rectum og canalis analis, og udgr den sidste del af fordjelseskanalen.

Side 14 af 31

Figur 18-58 - tyktarmsslimhinden (PAS, x110)

Tyktarmen bestr ogs af alle de forskellige tunicaer. I tunica mucosa er tyktarmsslimhinden luminale overflade relativt glat, idet der ikke er villi. Derimod er der fortsat tubulre kirtler i form af Lieberkhnske krypter og disse er lngere og mere lige end i tyndtarmen. Epithelet er hjt cylindrisk. De absorptive cellers brstesm er lavere end i tyndtarmen (det er klart, da der ikke skal absorberes s meget). Bgerceller forekommer i et langt strre antal end i tyndtarmen. Som i tyndtarmen forekommer der stamceller samt mere udifferentierede celler ned mod krypternes bund. Her findes desuden et mindre antal entero-endokrine celler (side 510). Lamina propria bestr af et cellerigt retikulrt bindevv, men er meget sparsom pga. de ttstillede kirtler. Lamina muscularis mucosae bestr af et indre cirkulrt og et ydre longitudinelt lag Tela submucosa bestr af lst bindevv, der kan indeholde betydelige mngder fedtvv. I laget ses det Meissnerske plexus. Tunica muscularis har en helt anden opbygning end i tyndtarmen. Den indre cirkulre lag er komplet, men det ydre lag danner 3 flade, longitudinelle bnd. Herimellem er det longitudinelle muskellag meget tyndt og kan mangle helt. I rectum forsvinder bndene igen, og det longitudinelle muskellag bliver af samme tykkelse hele vejen omkring lumen. Tunica serosa bestr af mesothel og subsers bindevv.

Side 15 af 31

Appendix er et lille udhng, som sidder fast p tyndtarmen. Den er strukturelt opbygget som tyndtarmen, men har visse srtrk, hvoraf den vigtigste det vigtigste er en betydelig fortykkelse af vggen pga. rigelige mngder af lymfoidt vv, der danner et nsten sammenhngende lag af strre og mindre follikler.

Figur 18-60 - tvrsnit gennem appendix (HE, x20)

I tunica mucosa har lumen et uregelmssigt kantet omridt og kan hos voksne vre helt tillukket. Villi mangler, og de Lieberkhnske krypter forekommer i mindre antal end i resten af tyndtarmen. Epithelet bestr hovedsageligt cylindriske celler, der svarer til de absorptive celler i tyktarmen og har en brstestrm, men der er ret f bgerceller. Lamina propria er helt infiltreret med lymfocytter, der tillige danner en fulstndig ring af solitre follikler. Appendix bliver herved ogs et sekundrt lymfoidt organ Tela submucosa er tyk og indeholder ofte mange lipocytter (fedtceller) Tunica muscularis er langt tyndere end i den vrige tyktarm. Det ydre longitudinelle lag er sammenhngende uden forekomst af bnd (taeniae) Tunica serosa beklder den ydre overfalde og er ikke forskellig fra serosa p tarmen i vrigt

Side 16 af 31

Blodkar i mave-tarmkanalen: Arterierne afgiver sm grene til serosa, gennemborer mucularis og danner herefter et stort plexus i submucosa. Herfra afgr grene i luminal retning, som dels forsyner muscularis mucosae, dels danner kapillrnet i lamina propria. Kapillrerne i slimhinden drnes af et venst plexus i den dybe lamina propria. Vener herfra danner et nyt venst plexus i submucosa. Herfra flger de strre vener arterierne Diverse ting om mave-tarmkanalen: Lymfekarrerne begynder som blindt endende lymfekapillrer i bindevvet mellem kirtlerne Marvetarmkanalen modtager autonome motoriske og sensoriske fibre. De motoriske fibre er bde sympatiske og parasympatiske. De accessoriske fordjelseskirtler: Fordjelsessystemet bestr ud over selve fordjelseskanalen af visse store kirtler, der pga. deres strrelse er beliggende udenfor selve fordjelseskanalens vg, men er udviklet fra dennes epithalialbekldning og munder ud i fordjelseskanalen. De accessoriske fordjelseskirtler har flgende medlemmer: mundspytkirtlerne, bugspytkirtlerne og leveren. Bugspytkirtlen: Bugspytkirtlen (pancreas) mler hos den voksne ca. 20cm i lngden og vejer omkring 100gram. Den har ikke en egentlig kapsel, men omgives af et tyndt lag bindevv. Finde bindevvssepta opdeler kirtlen i lobuli, hvoraf de strste netop er synlige med det blotte je. Bugspytkirtlen er bde en exokrin og en endokrin kirtel. Den exokrine del indeholder acinre celler, der danner ca. 1,5L bugspyt pr. dgn, som udtmmes via udfrelsesgangsystemet i duodenum (12-fingertarmen). Den endokrine del bestr af celler i de Langerhanske er, som bl.a. producerer hormonerne insulin og glukagon, som har en afgrende indflydelse p kulhydratstofskiftet. De endokrine kirtler udgr ca. 1% af den samlede vgt.

Side 17 af 31

Figur 18-63 - Pancreas (HE, x65)

Figur 18-64 - Pancreas (HE, x565)

Den exokrine del af bugspytkirtlen danner bugspyt, som bliver udskilt gennem en udfrelsesgang (ductus pancreaticus) til 12-fingertarmen. Inde i selve bugspytkirtlen nr det frste stykke af udfrelsesgangsystemet helt ind i centrum af acinus og begrnses af de skaldte centroacinre celler, der har et lyst cytoplasma og er ret sm. Bugspyttet indeholder foruden vand bicarbonat, amylase (nedbryder stivelse til maltose), trypsinogen (bliver i 12-fingertarmen omdannet til trypsin, der nedbryder polypeptider til peptider) og lipase (nedbryder triglycerider til monoglycerider, glycerol og fedtsyrer). Enzymerne secerneres udelukkende af de acinre celler.

Side 18 af 31

Den endokrine del af pancreas ligger spredt i sm er, som kaldes for de Langerhanske er. Der kan vre fra en til flere hundrede celler i sdan en . cellerne afgrnset fuldstndigt af et tyndt lag retikulrt bindevv, der fortstter ind i erne i ganske ringe mngder. Den endokrine del udgr ca. 1% af den samlede vgt, og udskiller hormonerne insulin og glukagon. De regulerer blodets indhold af glukose, blodglukose eller blodsukker. Cellerne inddeles i alfa- og beta-celler. Beta-cellerne (udgr ca. 70%) danner insulin, mens alfa-cellerne (udgr ca. 20%) danner glukagon (hver blodsukkeret). Delta-cellerne (udgr 5 10%) secernerer somatostatin, og F-cellerne (udgr et par procent) secernerer pancreatisk polypeptid.
Insulin er et anabolsk hormon, alts et hormon, der resulterer i opbygning af makromolekyler. Insulins hovedopgave er, at reducere glucosekoncentrationeni blodet. Insulin virker i absorptionsfasen. Insulin stimulerer cellernes optag af nringsstoffer i forbindelse med mltider. Rekruttering af transportproteiner for glucosei blandt andet skeletmuskulatur, og stimulering af glycogensyntese, sikrer en lagring af glucose. Glucosesomdannelse til fedt og lagring i fedtceller er p tilsvarende vis med til at lagre energi. Opbygning af proteiner ud fra aminosyrer i blodet er p tilsvarende vis en mde at lagre aminosyrerne p. Insulin er et peptidhormonog transporteres frit i blodet.

Glucagoner modsat insulin et katabolskhormon. Dets hovedopgave er, at ge blodets koncentration af glucoseog fedtsyrer. Glucagonstimulerer levercellernes nedbrydning af glycogenog syntese af glucoseud fra aminosyrer (gluconeogenese). Begge dele fremmer koncentrationen af glucosei blodet. En get koncentration af fedtsyrer i blodet virker glucosebesparende, da flere vv, herunder specielt muskelvv i hj grad gr over til fedtforbrnding i postabsorptionsfasen. Glucagoner et peptidhormonog transporteres frit i blodet.

Side 19 af 31

Leveren: Leveren er kroppens strste kirtel, og den er rdbrunt organ, som vejer ca. 1,5kg. Leveren bestr af to lapper (en stor hjre og en lille venstre). Mikroskopisk er den opbygget af leverlobuli. Leveren har en speciel vg, som gr, at den glimter meget. Leveren er en exokrin kirtel, da den ikke producerer hormoner. Dens funktioner er: Har indflydelse p omstningen af nringsstoffer Danner kolesterol og galde Nedbryder gamle erytrocytter (rde blodlegemer) Aktiverer D-vitamin Nedbryder / omdanner stoffer (alkohol, medicin og hormoner) Fungerer som depot for jern, vitaminer, kulhydrater samt i mindre grad for aminosyrer Kolesterolet kan omdannes til steroidhormoner, galdesyre og D-vitamin og indgr ogs i cellemembraner. Dannelsen af kolesterolet sker i for det meste leveren, men kan ogs dannes i tyndtarmepithelet. Galden bliver dannet i leveren og er en grnlig eller gulbrun tykflydende slimet vske. Leveren producerer galden kontinuerligt, og galden sendes til galdeblren, hvor den koncentreres og opbevares, indtil der er brug for galden i fordjelsen. Leveren laver desuden ogs glykogen ud fra glukose, som bruges til blodsukkerregulationen. Celler i leveren kaldes for hepatocytter, da leveren p enten latin eller grsk hedder hepar.

Side 20 af 31

Side 21 af 31

Anatomisk og histologisk opbygning: Leveren har en speciel blodforsyning, da den bde modtager venst (iltfattigt blod fra venerne) og arterielt blod (iltrigt blod fra arterierne). Den fr venst blod fra mavetarmkanalen, milten og pancreas gennem vena portae. Leveren bestr af en tynd bindevvskapsel (Glissonske kapsel). Det opdeler her leverparenchymet i lobuli og betegnes det periportale bindevv, idet det omgiver de portale eller Glissonske triader.

Figur 18-70 - levervv fra et svin (HE, x55)

Leverlobuli er en af de 6 kantede prismer, som er omkredset af det periportale bindevv.

Side 22 af 31

Figur 28-71 - Portal (Glissonsk) triade i leveren (HE, x275)

Hvis man laver et tvrsnit af en lever, s vil man p tvrsnittet kunne se sinusoider, som er blodkar, der forbinder centralvenen med vena portae.

P et tvrsnit vil man ogs kunne se hepatocytter (som strenge, da de ligger ved siden af hinanden som en streng), centralvenen og mange sinusoider, som beskrevet ovenover. En bedre figur p sdan et tvrsnit er figur 18,74 i Geneser (ikke et mikroskopbillede, men en illustration)

Side 23 af 31

Det vil se sdan ud i et mikroskop:

Figur 18-73 - en del af leverlobulus, der viser stremge af levervv, sinusoider og centralvene (HE, x340)

Leveren har en stor blodforsyning, som tilfres via vena portae og a. hepatica. Efter at vre net ind i porta, deler blodkarrene sig hurtigt i strre forgreninger, der flger bindevvet ind i leveren og efterhnden danner mindre og mindre grene. Leversinusoiderne er strre og mere uregelmssige end kapillrer og har en meget tynd cellulr vg, der kun adskilles fra levercellepladerne af det perisinusoidale rum med dets net af retikulre fibre. Sinusoidvggen bestr af endothelceller, og til vggen er der desuden tilknyttet residente makrofager, der gr under navet Kupffer celler. Endothelcellerne er affladede og danner den tynde sinusoidvg. Kupffer celler betegnes ogs de Kupfferske stjerneceller pga. formen. Kernerne er mere plumpe end de affladede endothelkerner. Kupffer cellerne er residente makrofager og indeholder rester af fagocyterede erythrocytter, bl.a. som jernholdige fagosomer. Kupffer cellerne har ogs en betydning for fjernelsen af vira og bakterier fra blodrerne. Cellerne er placeret p endothelet i selve sinudoidlumen.

Side 24 af 31

Disses rum eller det perisinusodidale rum er et rum placeret mellem en hepatocyt og en sinusoid. Rummet bestr af plasma og ito-celler. Plasma, der siver ud gennem sinusoidvggen er i stand til frit at gennemstrmme rummet. Ved at plasma gennem hullerne i sinusoidepithelet bringes i direkte kontakt med levercellernes overflade, fremmes udvekslingen af substanser mellem leveren og portablodet i hj grad. Udvekslingen fremmes yderligere af den forgelse af levercellernes overflade ud mod Disses rum, der skyldes mikrovilli. Ito-cellerne (betegnes ogs lipocytter eller perisinusoidale celler) er i stand til at oplagre lipider, og tilfrt A-vitamin ophobes fortrinsvis i disse celler i omrdet nr kernen. Herfra strkeer sig cytoplasmatiske udlbere, der har et stort indhold af aktinfilamenter. Udlberne omkranser sinusiodeepithelet, og Ito-cellerne har regulerende virkning p blodgennemstrmningen i sinusoiderne. Desuden kan de stimuleres til produktion af kollagen. De producerer sledes hovedmngden af kollagenet, som indgr i det intralobulre reticulum. Leveren er rigt forsynet med lymfekar, hvoraf de superficielle lymfekar danner et plexus i kapslen, der anastomoserer med dybe lymfekar i det interlobulre bindevv. De Glissonske triader ledsages af lymfekar helt til de terminale forgreninger. Leverlymfen bliver hovedsageligt dannet i Disses rum. Herfra passerer den langs med blodkarrerne igennem hullerne i grnsepladen. I det interlobulre bindevv opsamles plasmaet af blindt endende lymfekapillrer og betegnes nu lymfe. Denne drnes af lymfekarrerne langs triaderne.

Figur 18-77 - centralvene og den nrmeste omgivelser (HE, x440)

Side 25 af 31

Galdevejene begynder som de interlobulre galdekapillrer, der via Heringkanaler og terminale ductuli forbindes med de interlobulre, intrahepatiske galdegange, der forlber i den Glissonske triade. Disse lber sammen under dannelse af stadig strre gange, der til sidst forlader leveren som de ekstrahepatiske galdegange. Galdekapillrerne har en diameter p ca. 1 mikrometer og er de mindste begyndelsesdele af galdevejsystemet. De er lokaliseret intralobulrt mellem levercellerne. Galdeblren en sidenote:

Figur 18-84 - Galdeblrens vg (HE, x220)

Det verste p figuren er lumen (glemte lige at skrive det). Gladeblren opkoncentrerer galden, der er lavet af leveren. Galdeblren udvides meget let og kan rumme ca. 50 mL galdevske. Den bliver ogs brugt som lager for galden. Tunica mucosa er luminalt bekldt med et enkelt lag af ensartede hjt cylindriske epithelceller. Kerne er ovale og basalt stillede, og cytoplasmaet er lyst eosinofilt. Lamina propria bestr af lst bindevv. Der er ingen muscularis mucosae i galdeblren, og slimhinden grnser direkte op til et tyndt lag af glatte muskelfibre (= tunica muscularis). Fibrene ligger i bundter adskilt af bindevv og har ikke nogen entydig forlbsretning.

Side 26 af 31

Mundspytkirtlerne: Spyttet kommer fra tre store (og sm) spytkirtler, hvor de store betegnes: Glandula parotis (respytkirtlen) Glandula submandibularis (kbespytkirtlen) Glandula sublingualis (tungespytkirtlen) Spytkirtlerne udskiller spyt, nr der kommer mad ind i munden, men ogs tanken om mad og synet eller lugten af mad kan stte spytsekretionen i gang. Noget spyt dannes hele tiden fra mindre spytkirtler i mundslimhinden. Dette er ndvendigt for at holde mundslimhinden fugtig og for at holde tnderne rene samt at virke smrende i kraft af indholdet af mucin, hvorved fden lettere synkes. Der dannes ca. 1,5L spyt pr. dgn, og foruden vand indeholder spyt ogs mucin (et glykoprotein) og spytamylase. Alle spytkirtler er opbygget af serse og mukse kirtelceller. Serse kirtler indeholder udelukkende serse kirtelceller og secernerer spytamylase, som er tyktflydende. Mukse kirtler indeholder udelukkende mukse celler, som udskiller rent mucin, der er strkt viskst. Blandede kirtelceller indeholder bde serse og mukse celler, og deres sekret er viskst og indeholder bde mucin og spytamylase. I overvejene serse kirtler forekommer dels serse endestykker og dels endestykker, der er opbygget af bde mukse og serse celler. I overvejene mukse kirtler bliver de serse celler forskudt til endestykkets blinde ende, hvor de i sm grupper danner mrkt farvede halvmner, som kaldes for von Ebnerske halvmner.

Side 27 af 31

Figur 18-13 - Glandula parotis (HE, x45)

Figur 18-15 - Glandula lingualis (HE, x275)

Side 28 af 31

Prparater fra histologivelserne: Glandula parotis (bugspytkirtlen)(HE) modul 6 SH29: P prparatet kan man ikke s tydeligt se de forskellige lobuli, og der er ikke s meget bindvvssepta, som p figur 18-13. Ved zoom p x50, kan man tydelig se de forskellige spytrr og indskudsskiver, som er jvn fordelt p prparatet. De varierer noget i form (ovale, cirkler). Ved zoom p x400, ligner prparatet figur 18-12 i Geneser, nr man er i nrheden af et spytrr. Ved indskudsrret ligger cellerne meget tt, og der er ikke en baggrundsfarvning, men ved spyrrret er der frre celler og der er og baggrundsfarvning. Oesophagus (spiserret)(midterste 1/3)(HE) modul 6 SH37: Nr prparatet holdes op mod lyset, man kan se lumen med de omkringliggende cellelag. Nr der zoomes med x25, s ligner prparatet i det store hele figur 18-29 i Geneser, hvor man kan skelne de forskellige lag (lamina og Tunicaer) fra hinanden. Tunica adventitia er mere tydelig p prparatet end p figuren i Geneser. Tunica submucosa er et meget tykt lag p prparatet. Fundus ventriculi (maveskken) SH-39 og AH-13: Nr prparatet (SH-39) holdes op mod lyset, man se de forskellige lag (tunicaer), som maveskken er bygget op af. Ved zoom p x100 kan man i tunica mucosa tydelig se foveolae gastricae cellerne, som man desuden ogs finder lngere inde i tunica mucosa. Man kan ogs se overfladeepithellaget, som varierer meget i tykkelsen. Desuden ses muskellaget, men det er svrt at afgre, hvor de forskellige lag i muskellaget adskilles. Prparatet ligner meget figur 18-34 i Geneser. P AH-13-prparatet ses tydeligt, at overfladeepithelet farves rdt som p figur 18-35 i Geneser. Desuden kan man i prparatet se de enkle celler frem for en samlet rd masse som p figuren i Geneser. Duodenum (en del af tyndtarmen)(HE) SH-41: Man kan ikke s se de forskellige lag, nr prparatet holdes op mod lyset. Nr zoomet til x50, kan man de forskellige lag. De Lieberkhnske krypter udseende varierer meget. For det meste er krypterne en del bredere end p figur 18-50 i Geneser. P prparatet kan man ikke s mange villier som p figuren i Geneser, men epithelet ses tydeligt. Nr der zoomes til x100 og x400 p
Side 29 af 31

mikroskopet, kan man tydeligt i tele submucosa se de Brunnerske kirtler, som er meget muskse. Prparatet ligner meget figur 18-56 i Geneser. Tyktarmen (HE) SH-43: Nr prparatet holdes op mod lyset, kan man tydelig se det enlaget pladeepithel, mens man ikke kan se de forskellige lag. Ved zoom p x50 kan man tydelig alle de forskellige Lieberkhnske krypter, som har nogenlunde samme form (ovale), men lngden og bredden varierer en smule. Det ligner overhovedet ikke figur 18-59 i Geneser. Pancreas (bugspytkirtlen)(HE) SH-34: Nr prparatet holdes op mod lyset, kan man se de tykke bindevvssepta i prparatet. Ved zoom p x100 kan man tydelig se inddelingen af de forskellige lobuli, der er afskilt af bindevvssepta. Inde i septaen forekommer der nogle steder blodrer og udfrelsesgange. De er forefindes ogs udfrelsesgange inde i nogle af lobuli. Man kan desuden ogs se de lyse Langerhanske er, som er fyldt ud med celler. Prparatet ligner meget figur 18-63 i Geneser. Lever (HE) SH-5: Ved zoom p x50 og x100 kan man ikke s tydeligt se inddelingen af de forskellige lobuli (man kan ikke det 6-kanten). Man kan nogenlunde i prparatet se de Glissonske triader og centralvenerne. Prparatet ligner lidt figur 18-70 i Geneser, da man p figuren tydeligt kan se inddelingen af lobuli og det interlobulre bindevv. Prparatet ligner mere figur 18-75 i Geneser, som er et billede af levervv fra en okse. Galdeblren (HE) SH-50: Nr prparatet holdes op mod lyset, kan man overordnet se de forskellige lag i galdeblren. Bemrk at bde lamina muscularis mucosae og tela submucosa mangler, s lamina propria grnser direkte op mod tunica mucilaris. Man kan tydeligt se epithelet og grnsen mellem de forskellige lag. Prparatet ligner udmrket figur 18-84 i Geneser.

Side 30 af 31

Side 31 af 31