Nikolaj Bangsgaard 3.

y - Fysik 18/01 - 2017

Fysikaflevering 6

Opgave 1:

a)
Et lyn blev observeret til at vare 250 ms og overføre ladningen 18 kC. For at bestemme
strømstyrken i lynes, anvendes følgende formel:

q
q=I· Δ t → I =
Δt

Her er q den ladning, som lynet overfører, Δt er lynnedslagets varighed og I er lynets

strømstyrke. Indsættes opgivne værdier, få s følgende:

1,80· 10 4 C 4
I= −1
=7,20 ·10 A
2,50· 10 s

Dvs, at strømstyrken i lynet er lig med 72 kA.

b)
En detektor kan registrere energier ned til 1,12 ·10−18 J . Det oplyses at bølgelængden af det
udsendte lys fra en rød fe er 680 nm. For at bestemme, hvor mange fotoner med
bølgelængden 680 nm, der skal ramme detektoren, for at den kan registre en rød fe, beregnes
først energien af en foton med den angivne bølgelængde. Dette gøres ved nedenstå ende
formel:

h·c
E γ=h·f =
λ

Her er h Plancks konstant, c er lysets hastighed i vakuum,λ er fotonens bølgelængde, og E γ er

fotonens energi. Ved indsættelse at den opgivne bølgelængde og de kendte konstanter, få s:

( 6,6261 ·10−34 J·s ) ·(2,9979 · 108 m/ s)

E γ= =2,91· 10−19 J
6,80 ·10−7 m

Ved at sætte denne størrelse under den på krævede energi for detektering, få s antallet af
på krævede fotoner:

Samlet , påkrævet energi

N foton =
Efoton

1,12 ·10−18 J
N foton = =3,83 4
2,91 ·10−19 J

Dvs, at detektoren skal rammes af 4 fotoner, for at den kan registrere en rød fe.

1 af
Nikolaj Bangsgaard 3.y - Fysik 18/01 - 2017

Opgave 2

a)
Bilen XL1 har en elmotor. Nå r spændingsfaldet overdenne er 230 V, omsætter den energi med
effekten 19,9 kW. For at beregne strømstyrken gennem elmotoren ved disse værdier, benyttes
formlen for elektrisk effekt:

P
P=U·I → I =
U

I denne er P lig med den effekt, hvormed der omsættes elektrisk energi, U er spændingsfaldet
og I er strømstyrken. Indsættes de opgivne værdier, fremkommer følgende:

19,9· 103 W
I= =86,5 A
230 V

Dvs, at strømstyrken gennem elmotoren er 86,5 A.

b)
Under en test accelererede XL1 fra 0-100 km/t på en strækning med længden 178 m. For at
vurdere størrelsen af den gennemsnitlige acceleration, antages det at accelerationen er
konstant. Hermed kan formlen for jævnt voksende bevægelse nemlig benyttes:

1
Δs= · a· t 2+ v 0 · t+ s 0
2

Her er Δs den tilbagelagte strækning, a er den konstante, gennemsnitlige acceleration, t er den

tid det tager, at tilbagelægge strækningen, mens at v 0 og s0 er begyndelseshastigheden, og
begyndelsesstedet. Da bilen har hastigheden 0 m/s til begyndelsesstedet 0, kan disse dog
udelades. Derfor ser ligningen ud så ledes:

1
Δs= · a· t 2
2

Tiden t kan defineres ud fra nedenstå ende ligning, da t må være givet ved sluthastigheden
over den konstante acceleration:

v slut
t=
a

Sættes disse ligninger sammen, få s:

2
1 v slut
Δs= · a·
2 a( )
Isoleres accelerationen, vil ligningen se ud så ledes:

2 af
Nikolaj Bangsgaard 3.y - Fysik 18/01 - 2017

2
( v slut )
a=
2· Δs

Indsættes nu de opgivne værdier, få s følgende:

( 27,7 m/s )2 m
a= =2,18 2
2 · 178 m s

m
Dvs, at den gennemsnitlige acceleration vurderes til at ligge omkring 2,18 .
s2

c)
Det oplyses, at bilens tværsnitsareal er lig med 1,5 m 2. Det oplyses at yderligere, at nå r bilen
kører 100 km/t, omsætter dens to motorer energi med effekten 6,3 kW hvor 60% af denne
størrelse, gå r til bilens fremdrift. For at vurdere størrelsen af bilens formfaktor, skal formlen
for luftmodstand benyttes:
1
F luft= · c w · ρ·A· v 2
2

Her er F luft luftmodstanden, c w er formfaktoren, ρ er luftens densitet, A er tværsnitsarealet og

v er hastigheden. Alle værdier kendes, undtagen luftmodstanden. Man ved dog, at
elmotorerne omsætter energi med effekten 6,3 kW.

For at omregne denne energi til kraft, bruges formlen for en krafts effekt:

P=F·v· cos ⁡(θ)

Her er P den effekt, der gå r til fremdrift af bilen, nå r bilen på virkes af kraften F. v er
hastigheden, og θ er ’fremdriftsvinklen’. Da denne her er 0° og cos ( 0 )=1, kan den negligeres
fra formlen. Da kun 60% af de 6,3 kW gå r til fremdrift af bilen, kan kraften beregnes så ledes:

P P · 0 ,60
F= =
v v

6,30· 103 W· 0,60 2

F= =1,36 ·10 N
27,7 m/ s

Da det oplyses, at bilen kører med konstant fart, må denne fundne kraft være lig stor og
modsatrettet luftmodstanden. Det vil altså sige, at F luft=1,36 · 102 N . Nu kan bilens formfaktor
beregnes, idet luftens densitet sættes til normalen – altså 1,025 kg /m3:

1 2 2· Fluft
F luft= · c w · ρ·A· v → c w =
2 A·ρ· v 2

3 af
Nikolaj Bangsgaard 3.y - Fysik 18/01 - 2017

2· 1,36 ·10 2 N
c w= =0,2
kg m 2
2
(
1,5 m · 1,025 3 · 27,7
m s )
Dvs, at bilens formfaktor vurderes til at være 0,2.
Opgave 3:
Ved at skub mellem to skøjteløbere oplyses følgende:

- Massen af løber B er 69 kg, og hans fart lige før skubbet er 14,5 m/s.
- Massen af løber A er 73 kg, og hans fart lige før skubbet er 11,0 m/s.
- Lige efter skubbet har løber B farten 8,5 m/s.
- Løberne bevæger sig i samme retning lige efter skubbet.

a)
For at beregne farten af løber A lige efter skubbet, betragtes nederste oplysning. Da det her
oplyses, at løberne bevæger sig i samme retning lige efter skubbet, må der være tale om et
centralt stød. Antages det, af ’løber-systemet’ ikke på virkes af ydre omstændigheder, må
bevægelsesmængden være bevaret – Δ Ptotal =0 ( F ¿¿ ydre=0)¿. Dermed kan nedenstå ende
formel benyttes.

m1 · u1 +m2 · u2=m1 · v 1+ m2 · v 2

Her er m1 og m 2 massen af henholdsvis løber A og B.u1 og u2 er deres respektive hastigheder

før ’sammenstødet’, mens at v1 og v 2 er deres respektive hastigheder efter ’sammenstødet’.
Vha. Nspires solve-funktion, kan v1 bestemmes:

m m m
(
Solve 73 kg· 11,0
s
+69 kg· 14,5 =73 kg· v 1 +69 kg· 8,5 , v1
s s )
m m
→ v 1=16,7 =1,7· 101
s s

Dvs, at løber A lige efter skubbet vil have farten 17 m/s.

4 af
Nikolaj Bangsgaard 3.y - Fysik 18/01 - 2017

Opgave 4:

a)
For at bestemme togets gennemsnitlige fart ud fra billedet og grafen, er det på krævet at kende
den strækning, som toget tilbagelægger i et givent tidsrum. For at bestemme strækningen
benyttes linealen på billedet. Her ses det, at højre side af magnet, A starter ved 3,5 cm, mens at
højre side af magnet B starter ved 22,5 cm.

Dvs, at afstanden mellem de to magneter kan findes ved følgende formel:

Δs=B yderpunkt − A yderpunkt

¿ 22,5 cm−3,5 cm=19 cm

For at bestemme tidrummet, aflæses den

tid der gå r mellem passage af de to
magneter. Dette gøres ved at finde
forskellen mellem to ens steder på de
viste to udsving.

Δt =1,06 s−0,31 s=0,75 s

Da disse størrelser nu kendes, kan den

gennemsnitlige fart bestemmes:

5 af
Nikolaj Bangsgaard 3.y - Fysik 18/01 - 2017

Δs 0,19 m
v gns = = =0,25 m/s
Δt 0,75 s

m
Dvs, at den gennemsnitlige fart er 0,25
s
b)
For at bestemme den maksimale værdi af størrelsen af den magnetiske flux gennem én
vinding af spolen, der indeholder i alt 3000 vindinger, nå r spolen passerer en af magneterne,
anvendes Faradays lov, der ser ud så ledes:

−d ϕ B
U ind =
dt

Her er U ind det inducerede spændingsfald i en leder, ϕ B er den magnetiske flux til tiden t.
Fortegnet angiver blot retningen på den inducerede spænding ift. den positive omløbsretning.
Da opgaven kun spørger efter størrelsen af den magnetiske flux, kan fortegnet negligeres.
Isoleres den magnetiske flux, få s følgende:

d ϕ B=U ind · dt

→∫ d ϕB =∫ U ind · dt

Da, der arbejdes i en ( t , v )-graf, må dette svare til, at arealet under en af de positive kurver er
lig med ϕ B - altså den magnetiske flux gennem alle 3000 vindinger. Dvs, at ϕ B kan bestemmes
ved trekantsberegning:

Det maksimale spændingsfald aflæses på

grafen til 0,33 V.

Trekantens areal beregnes ved:

1
T = · h·g
2

g= Δt=0,320 s−0,200 s=0,120 s

h=maks . spændingsfald=0,33V

1
T = · 0,33· 0,12=1,98 · 10−2 V·s
2

Nu kan den magnetiske flux gennem en

vinding beregnes ved at dividere arealet
af trekanten med 3000 vindinger:

ϕB ( spole)
ϕ B ( én vinding )=
3000

6 af
Nikolaj Bangsgaard 3.y - Fysik 18/01 - 2017

1,98 · 10−2 V·s −6 −6

ϕ B ( én vinding )= =6,6 ·10 V·s=6,6 · 10 Wb
3000

Dvs, at den størrelsen af den maksimale magnetiske flux gennem én vinding er 6,6 · 10−6 Wb.

Opgave 5:

a)
En drikkevandskøler oplyses til at omsætte elektrisk energi med effekten 115 W, nå r den
afkøler vand. Afkølingen varer 55 minutter. For at beregne, hvor meget elektrisk energi
drikkevandskøleren omsætter under afkølingen, betragtes definitionen på effekt.

Her gælder det nemlig, at effekt er givet ved omsat energi over en tidsperiode:

Eomsat
P=
Δt

Isoleres den ubekendte - omsat energi - og indsættes opgivne størrelser, få s følgende:

Eomsat
P= → Eomsat =P·Δt
Δt

Eomsat =115 W· ( 55 · 60 s )=3,8 ·10 5 J

Dvs, at drikkevandskørleren omsætter 0,38 MJ under afkølingen.

b)

For at vurdere massen af vandet i beholderen, anvendes formlen for varmekapacitet:

7 af
Nikolaj Bangsgaard 3.y - Fysik 18/01 - 2017

Q
Q=m·c·ΔT → m=
c·ΔT

Her er Q den varme, som tilføres et system med varmekapaciteten m·c=C ¿ er massen af en
stofmængde med den specifikke varmekapacitet c ¿
På grafen aflæses vandets temperatur til at gå fra 22,5 ℃ til 5℃ på en time. Indsættes denne
kJ
tidsforskel, vands specifikke varmekapacitet, der i formelsamlig slå s op til 4,182 og de
kg·K
oplyste 139 kJ, få s følgende:

Q 139 kJ
m= = =1,9 kg
c·ΔT kJ
4,182 · ( 295,65−278,15 ) K
kg·K

Dvs, at massen af vand i beholderen er lig med 1,9 kg

Opgave 7:

a)
Reaktionsskemaet for dannelsen af 234U ved et β−¿¿ -henfald, opskrives vha. aflæsning af
kernekort:
234
Pa→ 234 0
91 92U + −1e+ v´e

Denne reaktion er gyldig, da β−¿¿ -henfald omdanner en neutron til en proton.

b)
Det oplyses, at en vandprøve på 1,0L vand indeholder det radioaktive 234U. Aktiviteten er
0,0088 Bq. For at beregne massen af 234U i vandprøven, bestemmes først antallet af kerner. For
at gøre dette skal henfaldskonstanten k, kendes. Denne findes ved følgende formel:

ln 2
k=
T 1 /2

Her er T 1/ 2 halveringstiden der i databogen slå s op til at være 245 kår. Ud fra denne
bestemmes henfaldskonstanten:

ln 2 ln 2
k= = =8,9 · 10−14
T 1 /2 245 · 1000 ·365,25 ·24 ·3600 s

Divideres følgende størrelse med den opgivne aktivitet, få s antallet af kerner da følgende
formel gælder:

A 0,0088 Bq
N= = =9,8 ·1010 kerner
k 8,9 ·10 −14

8 af
Nikolaj Bangsgaard 3.y - Fysik 18/01 - 2017

Ganges antallet af kerner med massen af en kerne - der i databogen slå s op til 234,040947 u -
få s massen af 234U i vandprøven:

m 234
U − prøve
=mU −234 · N U −234
92

m 234
92 U − prøve
=( 234,040947 · 1,66005· 10−27 kg ) · 9,8 · 1010 kerner

m 234
92 U − prøve
=3,8 ·10−14 kg

Dvs, at massen af 234U i vandprøven er lig med 3,8 ·10−14 kg .

c)
For at beregne Q-værdien for henfaldet af 234U ud fra massen af de partikler, der indgå r i
proccesen, laves først reaktionsskemaet vha. kernekort.
234
U → 230 4
92 90 Th+ 2 He

Nu slå s de forskellige masser op i databogen:

234
- U = 234,040947 u
230
- Th = 230,033128 u
4
- 2He = 4,00260324 u

Da der er lige mange elektroner før og efter reaktionen, gælder følgende formel:

Q= Δ Ekin=( mfør −m efter ) · c2

Her er Q svarende til Q-værdien, m før og mefter er masserne henholdsvis før og efter reaktionen,
mens at c er lysets hastighed. Indsættes de opslå ede værdier få s:

Δm=( 234,040947 u−230,033128 u−4,00260324 u ) ·1,66005 · 10−27 kg=8,658· 1030 kg

Q= Δm· c2=8,658· 1030 kg ·2,9979 · 108 m/s ¿ ¿2=7,782 · 10−13 J

Dvs, at Q-værdien er lig med7,782· 10−13 J

9 af
Nikolaj Bangsgaard 3.y - Fysik 18/01 - 2017

For at bestemme den energi, der omsættes i løbet af et døgn ved henfald af 234U - idet det
oplyses, at vandtå rnet indeholder 2100 m3 vand, beregnes først den samlede aktivitet. Denne
findes ved at gange den tidligere oplyste aktivitet for 1,0 L vand med den samlede mængde
vand.

A samlet =0,0088 Bq· 2,100· 105 L=1,848 ·105 Bq

Her er det antaget, at vandprøven fra delopgave b er repræsentativ for hele

vandbeholdningen. Da halveringstiden for 234U er meget stor, regnes denne for konstant.
Derved er antallet af henfald på et døgn givet ved:
5
N henfald pr . døgn =A samlet · 24 · 3600 s=1,848 ·10 Bq·24 · 3600 s

N henfald pr . døgn =1,6· 109

Da Q-værdien fra tidligere er svarende til energien for et henfald, kan den samlede energi for
et døgn findes ved at gange denne størrelse med antallet af henfald pr. døgn:

E samlet =N henfald pr . døgn · Q=1,6· 109 ·7,782 ·10−13 J =1,2· 10−3 J

Dvs, at der på et døgn omsættes 1,2 ·10−3 J .

Opgave 2.11:
14
7 N + 42He → 178O+ 11 H

a)
For at beregne Q-værdien, slå s masserne af de ingå ende produkter og reaktanter op:
4
- 2He = 4,00260324 u
14
- N = 14,0030740 u
7
17
- O = 16,9991312 u
8
1
- 1H = 1,00782504 u

Nu anvendes følgende formel, der er præsenteret i den foregå ende opgave:

Q= Δ Ekin=( mfør −m efter ) · c2

10 af
Nikolaj Bangsgaard 3.y - Fysik 18/01 - 2017

Δm=( 14,0030740u+ 4,00260324 u )−(16,9991312u+ 1,00782504 u)

Δm=2,1338· 10−30 kg

Q= Δm· c2=2,1338· 10−30 kg·(2,9979 ·10 8 m/ s)2=1,9087 ·10−13 J

Dvs, at Q-værdien er lig med 1,9087 ·10−13 J .

b)
Det oplyses, at protonenes kinetiske energi må les til 5,93 MeV og at alfapartiklen har en
kinetisk energi på 7,68 MeV. For at beregne oxygenkernes kinetiske energi, anvendes
bevarelsessætningen om energibevarelse. Da denne altid er bevaret, vil den kinetiske energi
af alfapartiklen + Q-værdien være svarende til den samlede kinetiske energi på højresiden.
Derfor:

Ekin ( højre )=Q+ Ekin ( alfa )=1,1913 MeV + 7,68 MeV =8,87 MeV

Da den kinetiske energi af protonenen kendes, er den kinetiske energi af oxygenkernen givet
ved:

Ekin ( oxygen )=Ekin ( højre )−Ekin ( proton )=8,87 MeV −5,93 MeV =2,94 MeV

Dvs, at oxygenskernens kinetiske energi er lig med 2,94 Me V .

11 af