Øret er det vi mennesker skal bruge for at opfange lyd.

Men det er de færreste der ved hvordan

øret egentlig fungerer, og ser ud indeni. Lad os se på ørets anatomi.

Man kan groft dele øret op i fire dele. Disse er det ydre øre, mellemøret, det indre øre og
hørenerven. Nu tager vi en tur igennem de enkelte dele:

hammeren

nerve

ørebrusken trommehinde ambolten eustakiske rør Snegl med

basilmembranen
øregangen hammeren stigbøjlen

Det ydre øre

Ørebrusken er det vi kender som selve øret, som vi kan se udefra. Ørebrusken fungerer som en slags
tragt, der kan opfange flere lyde og samtidig forstærker den lydene.

Ørebrusken fører altså vej til øregangen som ender ved trommehinden. Øregangen er ofte forbundet
med ørevoks, og de fleste føler nok dette overflødigt og irriterende. Men som alt andet i
menneskekroppen, er der også en mening med ørevoks! Det er nemlig til for at beskytte huden i
øregangen bl.a. ved at holde den fugtig. Dette er vigtigt, for hvis noget som helst kommer ind i øret
kan det lave hul i trommehinden, hvilket svækker hørelsen meget. Øregangen er desuden snoet, så
det er meget svært for eksempelvis støv, skidt eller insekter at trænge ind i den. Udover det er den
ca. 3,5 cm lang og kun 8 mm tyk. Sprænges trommehinden kan man ikke høre noget. Forklaringen
på dette kommer i mellemøret.

Mellemøret
I mellemøret sidder kroppens tre mindste knogler. Hammeren, ambolten og stigbøjlen der sidder i et
luftfyldt rum. På trods af den lille størrelse og de lidt spøjse navne, så har de selvfølgelig også
betydning for at man kan høre. Hammeren har kontakt med trommehinden, stigbøjlen med
basilmembranen og ambolten forbinder de to knogler med hinanden.

Når en lydbølge rammer trommehinden vibrerer den. Dette får hammeren til at vippe. Gennem
ambolten vipper stigbøjlen, og den får væsken inde i det indre øre til at bevæge sig, som får
basilmembranen til 'give udslag'. Ydermere kan de tre knogler (hammeren, ambolten og stigbøjlen)
være med til at beskytte øret. De kan nemlig 'trække sig sammen' og dermed formindske lydstyrken.
De kan dog kun klare nogle få dB. Denne funktion virker også kun, hvis det er vedvarende lyd.
Hvis lyden f.eks. kommer fra et kanonslag, kan de ikke nå at reagere, og kan dermed ikke
formindske lydstyrken.

Endnu en vigtig ting i mellemøret er det eustakiske rør. Det forbinder mellemøret med næsen og
mundhulen. Det er for det meste lukket, men åbnes kort ved synke og tyggebevægelser, når man
gaber samt hvis man puster kraftigt gennem næsen. Sådan kan der altså komme udluftning til øret.
Man kan tit mærke en slags undertryk i øret (også kendt som propper i ørene) hvis man flyver, kører
i elevator eller bare bevæger sig hurtigt og langt op og ned. Dette kan forhindres ved at synke eller
gabe. Det er så fordi mellemøret bliver luftet ud, og trykket bliver normalt igen.

Det indre øre

Basilmembranen, endnu et svært ord, er en samling af små, og meget følsomme fimrehår, der sidder
inde i en væskefyldt snegl i det indre øre. Det er oftest dem der er skyld i en høreskade, for hvis de
går i stykker, kan de ikke gendannes. Fimrehårene vibrerer når væsken i sneglen flyder rundt. De
kan registrere lydens frekvens (Hz) og styrke (dB) afhængigt af mønstret i bølgen. De fimrehår der
sidder længst inde i sneglen er til at registrere de dybe toner, og omvendt er dem der sidder yderst i
sneglen til at registrere de høje toner. Men ikke alle toner kan registreres; nogen kan være for høje,
andre for dybe. Alle mennesker kan kun høre et vist antal frekvenser. I gennemsnit er det fra 20 til
20.000 Hz, men det svinger fra person til person. Som helt lille er det muligt både at høre
frekvenser der er lavere, og højere end gennemsnittet. Efterhånden som man ældes bliver hørelsen
nedsat drastisk, og man skal være glad hvis man som 60-årig kan høre frekvenser op til 15.000 Hz.

Fimrehårene bruges yderligere til at omdanne lydbølgerne til nerveimpulser, altså informationer der
kan læses af en nerve, i dette tilfælde hørenerven.

Hørenerven
Hørenerven er det sidste led i høreprocessen. Den sender de færdige informationer til hjernen så
man til sidst kan høre lyden.