Molekyler og elektronparbindinger

Undersøg forbrændingen af en grillbriket på terrassen. Briketten består hovedsageligt af

grundstoffet carbon, som er et sort fast stof, der nemt antændes. Under reaktion med grundstoffet
oxygen, der forekommer som dioxygen i atmosfæren, forsvinder det faste sorte carbon, og der
dannes en kemiske forbindelse, carbondioxid, som er en farveløs gas
Gassen kan opsamles i et syltetøjsglas, som holdes et stykke over det brændende kul. En tændt
tændstik går ud, når den føres ind i glasset, så carbondioxid er ikke brændbar. Denne egenskab
udnyttes i pulverslukkere til brandslukning.
Udslip af carbondioxid til atmosfæren ved afbrændinger af kul og olie menes at være den
væsentligste årsag til de klimaforandringer vi oplever på jorden i vor tid. Atmosfæren indeholder
en række andre stoffer, som alle er opbygget af ikke-metalatomer bundet sammen i små molekyler.
Det er elektroner, der binder atomerne sammen i kemi- ske forbindelser. Herved opstår forskellige
typer af kemiske bindinger, som har stor betydning for stoffernes egenskaber.
Grundstoffet carbon (kulstof) findes som grafit, der er et blødt sort materiale (»indmaden<«< i en
blyant). Grafit bruges bl.a. som smøremiddel i låse og til at give tennisketsjere styr- ke. Men
carbonatomer kan også bindes sammen på en anden måde, så der dannes diamant. Dette
gennemsigtige materiale er som bekendt det hårdeste og - på grund af sin sjældenhed - noget af
det dyreste, man kender. Det bruges til skæreredskaber og som smukke ædelstene i smykker.
Kemiske bindinger er også bestemmende for, hvordan to stoffer reagerer med hinanden - og om
der overhovedet vil kunne ske en reaktion. I den levende organisme spiller endvidere molekylernes
geometri en afgørende rolle for reaktioner med fx enzymer. Det er de kemiske bindinger, der
fastlægger atomernes rumlige placering i molekylerne.
Når nye materialer og lægemidler skal udvikles, kræves der detaljeret viden om stoffernes
opbygning og de kemiske bindinger mellem atomerne. Derfor har fx medicinalindustriens
virksomheder deres egne udviklingsafdelinger, hvor der eksperimenteres med fremstilling af nye
stoffer.

Jorden er omgivet af et omtrent 550 km tykt luftlag, kaldet atmosfæren. Luftens sammensætning
har overordentlig stor betydning for livet på jorden. Atmosfæren inddeles i forskellige lag, der har
forskellig kemisk sammensætning, se figur 5-1. Det nederste lag, troposfæren, bestemmer vores
livsmiljø, og derfor er den kemiske sammensætning her særlig vigtig for os. 90% af hele
atmosfærens stofindhold findes her som frie atomer og små molekyler. Sammensætningen er ikke
helt konstant. Vandindholdet varierer mest og kan svinge fra 0 til 4 %, afhængig af hvor på jorden
man befinder sig, og hvilken årstid det er. Tabel 5-1 viser det gennemsnitlige indhold af gasser i tør
luft i troposfæren. Ud over de variationer, der skyldes naturens stofkredsløb, påvirker
menneskelige aktiviteter også stofsammensætningen i atmosfæren.
Diskuter hvilke menneskelige aktiviteter, der påvirker atmosfærens indhold af stofferne markeret
med stjerne i tabel 5-1.
Over troposfæren ligger stratosfæren. Her er der ikke mu- lighed for, at noget levende kan
eksistere, da den kraftige ultraviolette stråling (UV-stråling) hurtigt ville nedbryde molekylerne i de
levende organismer. Selv simple molekyler nedbrydes, så der dannes radikaler. Radikaler er
brudstykker eller fragmenter af molekyler, som er meget reaktive, fordi de indeholder en uparret
elektron.

I stratosfæren findes det ozonlag, der beskytter livet på jorden ved at absorbere den farlige UV-
stråling. Ozon opstår ved, at dioxygenmolekyler i den øvre stratosfære rammes af UV-stråling og
spaltes til to oxygenatomer. Oxygenatomerne vil herefter reagere med andet dioxygen og danne
ozon (trioxygen).
Når et ozonmolekyle absorberer UV-stråling, omdannes det til et oxy- genatom og et
dioxygenmolekyle. På denne måde kan ozon dannes og ned- brydes ved at absorbere den farlige
UV-stråling, så den ikke trænger ned i troposfæren til os.
Atmosfæreforskning har de seneste år vist, at forskellige menneskeskabte stoffer kan medvirke til
nedbrydning af ozonlaget i stratosfæren. Freongasserne el- ler CFC-gasserne er meget stabile
stoffer, som ikke er vandopløselige. De kan derfor opholde sig i atmosfæren i mange år.
Efterhånden kan de nå op i stratosfæren, hvor den kraftige UV-stråling kan frigøre chloratomer
(radikaler) fra stofferne. Chloratomer er i stand til at nedbryde ozonlaget, da de reagerer med
ozonmolekyler og efterfølgende gendannes ved reaktioner i stratosfæren. På den måde kan et
enkelt chlor- atom ødelægge tusindvis af ozonmolekyler.
I atmosfærens øverste lag, ionosfæren, er UV-strålingen så kraftig, at den kan frigøre elektroner fra
atomer, molekyler og radikaler, hvorved der dannes ioner.
Troposfæren indeholder omkring en procent argon, Ar, og spor af de andre ædelgasser.
Ædelgassernes atomer er stabile og indgår ikke i kemiske reaktioner. Ædelgassernes atomer
har en særlig stabil elektronfordeling med otte elektroner i yderste skal - helium er en undtagelse
med kun to elektroner, se kapitel 3 side 49. Dette princip genfindes hos andre atomer, der opnår
stabile elektronfordelinger ved at binde sig sammen i molekyler og deles om nogle af elektronerne.
Herved får alle atomerne otte elektroner yderst ligesom atomerne i en ædelgas. Hydrogen opnår
dog, ligesom helium, kun to elektroner yderst.
Atomer opnår stabil elektronfordeling ligesom ædelgasserne ved at dele eller udveksle elektroner
med andre atomer.
Atomerne, der indgår i troposfærens molekyler, har opnået stabil elektronfordeling ved at danne
kemiske bindinger med fælles elektronpar mellem hinanden.

elektronparbinding
molekyler kan ikke-metalatomer få en elektronfordeling, som ligner elektronfordelingen i
ædelgasatomer. Det opnås ved, at atomerne i det enkelte molekyle er fælles om nogle elektroner.
Grundstoffet hydrogen forekommer som toatomige molekyler, H2. Elektronskallen i et
hydrogenatom indeholder kun elektron. I dihydrogenmolekylet deles de to hydrogenatomer om to
elektroner, der tilsammen danner en fælles elektronsky med et fælles elektronpar.
Da elektronerne er negative, og atomkernerne er positive, vil elektronerne fortrinsvis opholde sig
mellem atomkernerne. Når atomerne er fælles om ét elektronpar kaldes bindingen en
enkeltbinding. Den kan angives med en streg mellem tomsymbolerne eller med en
elektronprikmodel.
I elektronprikmodeller står atomsymbolet for atomkernen og alle elektronerne i de indre skaller,
mens elektronerne i den yderste skal bliver angivet med prikker rundt om atom- symbolet. De
yderste elektroner angives på en sådan måde, at de fire første prikker tegnes længst muligt væk fra
hinanden.
De øvrige prikker fyldes på ud fra elektronernes tendens til at danne elektronpar.
Det fører til, at oxygenatomet med 6 elektroner i yderste skal har to uparrede elektroner og to
elektronpar. Hvis oxygenatomerne i O2-molekylet skal have opfyldt ædelgasreglen og opnå en
elektronstruktur svarende til neon, må de være fælles om i alt fire elektroner. Fra hvert O-atom
deltager 2 af de 6 elektroner i yderste skal altså i elektronparbindinger.
De resterende to elektronpar deltager ikke i bindingerne og kaldes derfor ubenyttede eller ledige
elektronpar.
De to oxygenatomer skal altså danne to elektronparbindinger med hinanden. Resultatet kaldes en
dobbeltbinding og illustreres med to streger mellem atomsymbolerne. Denne model for et O2-
molekyle viser sig imidlertid ikke at være helt tilstrækkelig til at kunne forklare alle dioxygens
egenskaber. Dioxygenmolekylet indgår i talrige kemiske re- aktioner og spiller derfor en central
rolle for al liv på Jor- den. Molekylets store reaktivitet kan forklares ved, at de to oxygenatomer, i
stedet for en dobbeltbinding, holdes sammen af en enkeltbinding og to uparrede elektroner.
Dinitrogenmolekylerne, N2, i atmosfæren er usædvanligt stabile. I N2-molekylet er ædelgasreglen
opfyldt. Hvert nitrogenatom har 5 elektroner i yderste skal, tre uparrede og et ledigt elektronpar.
De to nitrogenatomer danner tre elektronparbindinger med hinanden og opnår herved
ædelgasstruktur.De seks elektroner udgør tilsammen en tripelbinding.
En tripelbinding er den stærkeste binding, der findes mellem atomer i molekyler, så der kræves
særlig stor energi for
at bryde den.
sammen med elektronparbindinger.
Også i molekyler med forskellige atomer holdes atomerne sammen med elektronparbindinger.
I methanmolekylet, CH4, er atomerne bundet sammen af fire enkeltbindinger, der alle udgår fra C-
atomet, men til hver
sit H-atom.
C-atomet har fire elektroner i yderste skal og opnår ædelgasstruktur med otte elektroner omkring
sig ved at danne fire elektronparbindinger. Hvert H-atom får to elektroner omkring sig svarende til
elektronstrukturen for He.
Stregmodellen viser, hvordan atomerne er bundet sammen i molekylet, og kaldes derfor en
strukturformel.
Tegn en elektronprikmodel og en strukturformel for CFC-gasserne CC12F2 og CCl3F.
Carbondioxidmolekylet er et stabilt molekyle, hvor ædelgas- reglen er opfyldt. C-atomet skal lave
fire elektronparbindin- ger, og hvert O-atom skal lave to elektronparbindinger for at opnå
ædelgasstruktur. Atomerne organiserer sig derfor sådan, at der udgår to dobbeltbindinger fra C-
atomet - en dobbeltbinding til hvert af O-atomerne.
Atmosfærens vandindhold svinger meget, men kan som nævnt være helt op til 4 %. Vand spiller
derfor en stor rolle for temperaturen på jorden, selv om vandmolekylers drivhusfaktor kun er en
tiendedel af virkningen for carbondioxidmolekyler.
I vandmolekylet danner O-atomet to enkeltbindinger til hvert af H-atomerne.

I de elektronparbindinger, der er beskrevet indtil nu, har to atomer bidraget med lige mange
elektroner til bindingen.
Det er ikke altid tilfældet.
I molekylet carbonoxid opfyldes ædelgasreglen med en tripelbinding mellem carbonatomet og
oxygenatomet. Hvert atom har desuden et ledigt elektronpar. I det ene af de bindende elektronpar
kommer begge elektroner altså fra oxygenatomet.

Ædelgasreglen kan være en stor hjælp til at gennemskue formlerne for kemiske forbindelser, især
når molekylerne er opbygget af atomer fra 1. og 2. periode. Der kendes dog mange undtagelser fra
reglen. Dioxygenmolekylets opbygning er allerede nævnt, men også mange nitrogenholdige
molekylers opbygning må forklares med mere komplicerede modeller.

Molekylers formler og navne - navngivning

Formlen for molekyler, der er opbygget af forskellige atomer, skrives ifølge nogle internationalt
vedtagne regler. De fastsættes af den verdensomspændende forening, IUPAC Herved sikrer man
sig, at formlerne er ens i hele verden. Rækkefølgen for grundstofsymbolerne skrives som angivet
for et udvalg af atomtegn:
SiC PNHSI Br CI OF
Vi ser, at formlen for vand skrives som H2O og ikke OH2, mens formlen for ammoniak er NH3.
Molekylforbindelser navngives ved at nævne de to grund- stoffer i samme rækkefølge som i
formlen. Det sidstnævnte grundstofnavn tilføjes endelsen -id. Antal atomer i formlen- indekserne-
nævnes med talord fra tabel 5-3.
Talordet placeres foran det grundstofnavn, det hører til. Reglen er, at alle indekser skal nævnes.
Talordet mono bruges i sjældne tilfælde for at undgå forveksling med et andet stof. Som eksempel
kan den giftige gas, CO, kaldes carbonmonoxid for at skelne den fra drivhusgassen carbondioxid,
CO2, som er ugiftig.

Molekylernes form
Med moderne analyseudstyr er det muligt at kortlægge elektrontætheden i molekyler og på denne
måde bestemme den rumlige placering af atomerne i et molekyle.
Skolens molekylbyggesæt er udviklet på basis af disse erfaringer. De farvede kugler repræsenterer
forskellige
atomer.
I methanmolekylet, CH4, udgår fire elektronpar fra det centrale C-atom. Disse elektronpar er alle
negativt ladede og frastøder derfor hinanden. De fire elektronskyer vil der- for arrangere sig sådan
i rummet, at de kommer så langt væk fra hinanden som muligt. Herved får methanmolekylet form
som et tetraeder med H-atomerne placeret i hjørnerne og C-atomet i centrum af en pyramide med
trekantede sider. Vinklen mellem bindingerne bliver på denne måde 109,5°. Alle C-atomer, der er
omgivet af fire enkeltbindinger, har en tetraedrisk struktur.

Mens der i methanmolekylet udgår fire bindende elektronpar fra C-atomet, er O-atomet i
vandmolekylet omgivet af to bindende elektronpar og to ledige elektronpar. Såvel bindende som
ledige elektronpar frastøder hinanden på grund af deres negative ladning. Vandmolekylets fire
elektronpar vil derfor også forsøge at komme længst muligt væk fra hinanden. Bindingsvinklen i
vandmolekylet bliver dog lidt mindre end i methan. Det kan forklares ved, at elektronskyen fra et
ledigt elektronpar er lidt tættere på O-atomet og lidt mere udflydende end elektronskyen fra et
bindende elektronpar. Et ledigt elektronpar fylder derfor lidt mere i rummet omkring O-atomet og
klemmer de to bindende elektronpar lidt sammen. Derfor bliver vinklen mellem bindingerne kun
104,5°
Konstruer en model af ammoniakmolekylet, og argumenter for bindingsvinklen.

I ethen er de to C-atomer bundet sammen med en dobbelbinding, og hvert C-atom er bundet til to
H-atomer med enkeltbindinger. De fire elektroner i dobbeltbindingen bevæger sig fortrinsvist i
området mellem de to C-atomers kerner. Elektronerne i dobbeltbindingen og de to andre
elektronpar vil på grund af frastødning forsøge at komme længst mulig væk fra hinanden.
Dobbeltbindingen og de to enkeltbindinger kommer til
at pege ud mod hjørnerne af en ligesidet trekant, og vinklen mellem bindingerne bliver derfor
ca. 120. Alle atomerne i molekylet
kommer til at ligge
i samme plan.
Kuglepindemodel af ethenmolekylet.
I carbondioxid frastøder de to dobbeltbindinger hinanden og kommer længst mulig væk fra
hinanden ved at have en indbyrdes vinkel på 180°. Eksperimentelle undersø- gelser bekræfter, at
carbondioxidmolekylet er lineært. Generelt kan molekylers rumlige opbygning altså forudsiges ud
fra følgende simple regel:
og vil arrangere sig, så de kommer længst mulig væk fra hinanden.
Grupper af elektronpar frastøder hinanden
Polære elektronparbindinger
Elektronerne i en elektronparbinding tiltrækkes af atomkernernes positive ladning og opholder sig
for det meste i området mellem de to atomkerner. Hvis de to atomer, der bindes sammen, har
indre fyldte elektronskaller, skærmer disse elektroner delvist for kernernes positive ladning.
Derved påvirkes det bindende elektronpar af effektive kerneladninger, som er mindre end
kernernes egentlige ladninger.
Bindinger med ulige fordeling af det bindende par kaldes polære elektronbindinger

Elektronegativitet
Elektronegativitet, EN, er et mål for de forskellige atomers evne til at trække elektronerne i en
binding til sig. Den dobbelte nobelpristager Linus Pauling har opstillet en skala for
elektronegativitet, hvor atomernes elektronegativitet opgives med et tal mellem 0,7 og 4,0. En stor
talværdi betyder, at atomet har stor evne til at tiltrække elektronerne i en binding. Tabel 5-4 viser
EN-værdierne for nogle af hovedgruppeatomerne.
Vi kan bruge EN-værdierne til at forudsige plus- og mi- nuspolen (polariteten) i
elektronparbindinger.
Vandmolekylet er et vigtigt eksempel på et polært mole- kyle. O-atomet er mere elektronegativt
end H-atomet. Derfor bliver ladningsfordelingen i OH-bindingen usymmetrisk. Der bliver overskud
af negativ ladning ved O-atomet og et til- svarende overskud af positiv ladning ved H-atomerne.
Hver binding mellem O-atomet og et H-atom er altså en polær binding. Da molekylet ikke er
lineært, men har en vinklen på 104,5° mellem de to elektronparbindinger, er centret for den
positive og den negative ladning i molekylet ikke sammenfaldende. Vandmolekylet er en dipol med
den positive ladning centreret mellem de to H-atomer og centret for den negative ladning ved O-
atomet.

I carbondioxidmolekylet er de to C-O-dobbeltbindinger begge polære, fordi O-atomet er mere

elektronegativt end C-atomet. Da molekylet er lineært, bliver ladningsfordelingen symmetrisk.
Molekylet er derfor ingen dipol.
Et molekyle, der er symmetrisk opbygget, er ikke en dipol, selv om det eventuelt indeholder
polære bindinger.
EL toatomigt molekyle med polær elektronparbinding vil altid være polært, og molekylet vil
dermed være en dipol.
Bemærk, at forskellen i elektronegativitet mellem carbon, C. og hydrogen, H, er så lille, at vi anser
den for ubetydelig. Vi kan altså opfatte C-H-bindinger som upolære.
Methan, CH4, er opbygget af fire upolære C-H-bindinger, der er arrangeret symmetrisk i en
tetraederform. Molekylet er upolært.
H2O, CO2 og CH4 er alle små molekyler, der findes i atmosfæren, men da vandmolekylet er en
dipol, har vand helt andre egenskaber end de to upolære gasser. Ved de tryk og
temperaturforhold, der hersker på Jorden, findes H2O på alle tre tilstandsformer som vanddamp,
vand og is. Derfor er vand af helt central betydning for de livsmuligheder, der er her på Jorden.
Vi har tidligere set, at vand ikke er blandbart med pentan, terpentin, benzin, olie og fedtstoffer.
Pentanmolekylet, C5H12, er opbygget af upolære C-H- og C-C-bindinger. Molekylet er derfor in-
gen dipol.
Benzin og olie er ikke rene stoffer, men blandinger af beslægtede molekyler. De er alle opbygget af
molekyler, der er domineret af C-H-bindinger og C-C-bindinger. Sådanne stoffer er altså upolære.
Hvilken bindingstype?
Vi kan forestille os polære bindinger som elektronparbindin- ger med lidt ionkarakter. Jo større
forskel der er i EN-værdi mellem atomerne, desto mere polær er bindingen. Når forskellen i
elektronegativitet er over ca. 1,8, trækker atomet med størst elektronegativitet de fælles
elektroner helt over til sig, så det bliver til en negativ ion. Atomet med mindst elektronegativitet
omdannes derved til en positiv ion. lonerne holdes sammen af elektrisk tiltrækning, dvs. ved
ionbinding.
Der er ikke nogen skarp grænse mellem elektronparbindinger
og ionbindinger.